Tragedien startede i 1988, da lillebror Andy Gibb pludseligt døde.
Efter sit kanonhit 'Shadow Dancing' begik Andy (ikke medlem af Bee Gees) angiveligt selvmord ved at tage en overdosis narko.
I 2003 døde Robins tvillingebror Maurice Gibb efter noget, der skulle have været en rutineoperation i tarmene.
Og i nat tabte Robin så kampen imod kræften.
Herved sidder storebror Barry Gibb i dag alene tilbage.
Det var ham, der leverede den berømte falsetstemme til diskohittene 'Stayin' Alive' og 'Night Fever' (1977). Men uden brødrene er Bee Gees-magien væk.
Og allerede efter Maurice' død sagde Barry:
- Det var de tre stemmer, der skabte noget helt specielt. Og selvom jeg ofte kan blive glad for mine soloplader, slår intet Bee Gees.
Og dét indså Robin allerede i 1971.
Efter en splittelse imellem brødrene, hvor alle forsøgte sig solo, var det således familiens sorte får (Robin), der greb telefonen, slugte sin stolthed og ringede til sine brødre.
Efter de første hit i slutningen af 60'erne, var brødrene blevet uenige om, hvis sange, der skulle med på pladerne og hvis sange, der først skulle udgives som singler.
Og derfor forsøgte de sig på egen hånd. Men hittene udeblev. Og det var først, da de tre i fællesskab skrev og indspillede sangen 'Jive Talkin' (1975), at successen for alvor vendte tilbage.
To år senere blev Bee Gees som ved et trylleslag verdens største popstjerner med soundtracket til filmen 'Saturday Night Fever'.
Og bare to år før Maurice Gibbs chokerende død indspillede trioen ét af deres bedste album 'This is Where I Came in'.
Gibb-brødrene er alle født i Manchester, England. I 1958 flyttede hele familien til Australien, hvor brødrene begyndte at komponere og optræde sammen.
Det blev til at starte med til hits som ' Massachusetts' og 'I've Gotta Get a Message to You'. Men det var først diskoperioden, der for alvor gjorde Bee Gees til megastjerner.
I 2010 introducerede Robin og Barry Gibb ABBA til årets Rock'n'Roll Hall of Fame-fest. Men planerne om en to personers Bee Gees-turné blev aldrig til noget.