Amerikanske The Residents har gæstet Danmark et par gange på det seneste, sidst i 2010, hvor det blev til to koncerter, dels i Aarhus og i København.
Denne gang var det Amager Bio, København, der fik besøg af den legendariske gruppe, der måske er bedst kendt for netop ikke at være det, sådan forstået at ingen ved, i hvert fald officielt, hvem medlemmerne er.
The Residents optræder i offentligheden altid maskeret og benytter pseudonymer, biografiske baggrunde, som bevidst udvisker grænserne mellem fakta og fiktion, hvilket er en stor del af charmen og mytologien bag gruppen.
I den forstand kan man nok også med en vis ret hævde, at såvel The Knife som Slipknot er The Residents tak skyldig. Inden koncert var der dog arrangeret artist talk på Københavns Hovedbibliotek.
En snak om obskuritet
Nogle hundrede mennesker var dukket op på biblioteket, hvor den danske John Peel, aka Jan Sneum, sad klar ved stearinlysenes skær. Helt i rette ånd var The Residents aldeles tavse, men lod al kommunikation gå gennem det officielle talerør, Homer Flynn, som måske, måske ikke er identisk med Randy Rose, grundlægger af og forsanger i The Residents.
Sneum var et fint valg til opgaven, for han har fulgt gruppen i mange år og kunne således byde ind med den slags nørdede og til tider – meget passende – obskure spørgsmål som sådan en seance fortjener.
Der blev selvsagt serveret såvel anekdoter som røverhistorier rundhåndet, men også med en slags rød tråd om obskuriteten som kunstnerisk strategi, både i forhold til kommercielle bagtanker og kunstnerisk frihed – den hårfine balance mellem karriere og integritet.
Et par spørgsmål fra salen kunne det også blive til, inden seancen var ovre, for The Residents skulle naturligvis videre til Amager Bio, ligesom en del af vi andre.
Bye-bye, Chuck
The Residents indtog scenen i Amager Bio omkring femten-tyve minutter over 20, og imponerende så den ud, scenen, med sort/hvide tern og mønstre på bagtapetet samt en stor hvid kugle, som skiftede farver undervejs, når der blev kastet lys på den. Senere i koncerten blev den også brugt til projektioner med dertilhørende små fortællinger fra diverse, formentlig, fiktive karakterer såsom slagteren, dykkeren, etc.
De tre nuværende medlemmer i The Residents var fornemt klædt i sort-hvide dragter med en smule rød paillet, forsanger Randy tilmed i et par små sort/hvid-ternede badebukser, der angiveligt ville have gjort halvfjerdser-Troels Trier grøn af misundelse.
Alle tre bar selvsagt masker, de to musikere rastakranier med dykkerbriller, Randy med falleret klovnemaske, pletvist suppleret med død kanin a la Donnie Darko. Ingen bar øjenæbler.
Efter en kort introduktion til aftenens koncept, Shadowland, afslutningen på den koncert-trilogi som gruppen har turneret med de seneste år, præsenterede Randy Rose sine to musikere, Chuck og Bob, på henholdsvis synthesizer og elguitar, altså rent bortset fra, fik vi at vide, at Chuck ikke var Chuck, men Rico.
Det er således formentlig kun Randy, der er tilbage som oprindelig musiker i projektet, men hvor den slags har betydning hos grupper som Rolling Stones eller U2, så spiller det ikke samme rolle hos The Residents, netop fordi gruppen, på samme måde som for eksempel Laibach og i mindre grad Kraftwerk, altid har gjort en dyd ud af at fremstå som en enhed snarere end at dyrke fokus på enkelte medlemmer.
Lyden kunne måske godt have været en anelse højere sine steder, men hang ellers fint sammen. Der var lidt vokalfeeds hos Randy tidligt i koncerten, men dem fik man hurtigt styr på, og så var der ellers ikke nogle lydproblemer resten af forløbet igennem.
Musikalsk vekslede The Residents typisk mellem spoken word-inspirerede vers-strukturer, her og der med både skrig og skrål undervejs, og så instrumentale passager, hvor d'herrer Rico og Bob leverede temaer, fragmenter af melodier, en solo her, en solo der, alt sammen garneret med den udsøgte smag for atonale og dissonante avantgardistiske stilgreb som man forbinder med netop The Residents.
Og det var vel for så vidt både godt og skidt. Kynikeren vil hævde, og måske, hånden på hjertet, med nogen ret, at The Residents i kraft af fyrre års tro tjeneste, plus/minus, er blevet en egen institution, som ikke rigtig længere er i stand til i alvorlig grad at overraske.
Omvendt kan man med mindst lige så god ret hævde, at selvom man ganske vist nok kan høre inspiration fra The Residents hos andre kunstnere, så er der ikke rigtig andre, der for alvor lyder som The Residents – med andre ord, selvom gruppens lyd i nogen grad er blevet en genkendelig institution, så er den stadig unik i det samlede musiklandskab derude.
Og man kan yderligere tilføje at måske netop fordi The Residents har været i gang i så mange år, som band såvel som koncept, så er de slet og ret gode til det de gør – til at være The Residents.
Spil et hit!
Nix, fyrre års tro tjeneste og ikke skyggen af et hit. The Residents gør udelukkende i materiale, der ville få Lars Trillingsgaard til at gå ud af sit gode skind, såfremt nogen sneg det ind på P3s playliste i bedste sendetid – opfordringen er i øvrigt hermed i dén grad givet videre. Men blandt kendere er der naturligvis numre og album, der synes at vække en vis genklang, således blandt andre "Constantinople" fra "Duck Stab", der resulterede i solide klapsalver fra det fremmødte publikum.
Også "Hard And Tenderly" fra koncept-mesterværket "God In Three Persons" var populær, og blev i øvrigt, sammen med andre brudstykker fra samme album, serveret i stærkt rearrangeret form, hvilket fungerede fint.
Således fik The Residents alligevel skovlen under kynikeren, for nok er gruppen blevet en egen institution, men åbenbart ikke mere, end at den stadig er i stand til at vride og trække i gamle numre, servere dem i ny indpakning i sådan grad, at selv gamle fans skal bruge et minuts tid eller to på at genkende den egentlige komposition.
Amerikanerne leverede en vellykket afslutning på deres koncerttrilogi, og jeg sniger mig op på fem stjerner. Personligt tror jeg også, det er fint at slutte trilogien her og så søge videre mod andre projekter, for det virker lidt, som om denne form, denne inkarnation af The Residents nu er omtrent afsøgt. Kan den legendariske gruppe så finde på noget andet til næste gang? Det må tiden selvsagt vise, men mon ikke?
The Residents, Amager Bio, København, tirsdag d. 9. februar 2016
