Det nye album fra duoen Infernal (nu under navnet Paw & Lina) lyder mest af alt som en demo, der aldrig skulle have udløst en pladekontrakt.
Et pusterum. En overspringshandling. En legeplads. Sådan beskriver Paw og Lina det musikalske sideprojekt, de med ’Her er Paw & Lina’ lufter for offentligheden, og som skal gøre plads til alt det, der ikke er musikalsk rum til i Infernal.
De to musikere både glæder sig til og gruer for at skulle præsentere de nye numre for publikum, står der i den medfølgende pressemeddelelse.
Berettiget gru
Særligt gruen kan jeg godt forstå, for de syv numre, der udgør ep’en, er virkelig ringe, og man undres over, hvorfor det overhovedet er noget, de har lyst til at dele med os. Vi lægger ud med et hårdtpumpet eurodance-beat og lyden af hylende sirener.
Som lytter burde man have taget det som en blinkende advarselslampe, for derfra går det slag i slag med den ene dårlige sang efter den anden. Produktionerne er elendige og lyder som noget, der blev lavet på eJay tilbage i 90erne.
Teksterne er kliché med kliché på (’Jeg vil ønske, du griber mig, når jeg falder. Sig mig, er du der, når jeg kalder’ og ’Jeg kan godt li’ dig og mig, men tanker er en farlig leg’) og vokalen er tåkrummende.
Nuvel, Lina har aldrig været den store sangerinde, men i Infernal er hun alligevel sluppet af sted med det. Med Paw & Lina, hvor vokalen står ganske råt (modigt!), og i øvrigt er mikset ustyrligt højt (modigt!), kan man ikke flygte fra, at det ikke er rart at høre på.
Nemt at være sur
Det er så nemt at gi’ en dårlig anmeldelse, for Paw og Lina har aldrig været anmelderdarlinger (selvom jeg personligt synes, at Infernal har lavet nogle ganske o.k. skæringer til en fredag aften), men her lyder Paw & Lina mest af alt som en demo, der aldrig nogensinde havde udløst en pladekontrakt.
Paw & Lina, "Her er Paw og Lina", Warner Music. 1 stjerne ud af 6.
