Der er ikke de helt store overraskelser på TV-2's nye album 'Det Gode Liv', der udkommer på fredag. Og heldigvis for det.

Men bare forbi Steffen, Sven, Georg og Hans Erik stadig lyder som sig selv, betyder det bestemt ikke, at det godt 40 år gamle band, der udgav deres første album som TV-2 i 1981, er holdt helt op med at udfordre og provokere.

Således er der ikke ret mange bands, der tør starte et nyt album med en knastør, underspillet guitar og en rusten stemme, der lige skal synges varm ('Du og så mig'). Og 'Den øverste knap', der dukker op hen imod slutningen af det 11-sang lange album, kan uden underdrivelse beskrives som eksperimental-pop.

Men det er selvfølgelig ydrepunkterne. Og mens 'Du og så mig' snart udvikler sig til ét af TV'2s mest storslåede og velproducerede sange, så står den skæve 'Den øverste knap' temmeligt alene.

Og ligesom den biografaktuelle og Golden Globe- og Oscar-vindende film 'Boyhood' har TV-2's nye studiealbum - ligesom de 17, der kom før, til formål at minde os om, hvor fantastisk livet er lige her og nu.

Men som sædvanlig ved Brandt godt, at meget af skønheden kommer af smerten og de bittersøde minder, vi alle render rundt med.

Og bare for at være lidt på tværs vil jeg starte min ros med den sidste sang 'Berlin', der efter min mening også er albummets bedste.

Her fryser Brandt øjeblikket, som kun han kan. Afskeden står frysende klar på en café i den tyske storby.

»Dråber af din øjenskygge i dit halve glas vin, Afstanden imellem os er en U-bahn station, Dit tog kører om lidt og venter ikke på nogen.«

Det ser måske let ud. Og det lyder også sådan. Men lad dig ikke snyde.

'Berlin' er en monumental popsang, der griber én om hjertet og får ørerne til at vifte. Og hvis der skulle være nogen, der stadig mener, at bandet TV-2 i højere og højere grad blot arter sig som Steffen Brandts backingorkester, så vil de sammen med undertegnede med glæde lade sig blæse bagover af den fabelagtige guitarsolo, der ikke alene afslutter sangen men også albummet.

Hans Erik Lerchenfeldt har ganske enkelt aldrig været bedre.

Og det samme kan siges om trommeslager Sven Gaul og bassist Georg Olesen, der hele vejen igennem 'Det Gode Liv' spiller stramt, solidt og melodiøst og endnu engang minder os om, at 'less is more' - Nogle gange ér det virkelig de markeringer og de toner, som IKKE spilles, der gør den store forskel.

Af andre kommende TV-2-klassikere er det værd at nævne 'Nu da vi ikke er kærester mere', 'Lee Harvey Oswald Helmuth' og den geniale 'Hospitalet for ødelagte ting', der sammen med 'Berlin' kandiderer til titlen; 'albummets bedste'.

De tre sange viser også tre forskellige sider af Steffen Brandt, der igen formår at være evigt ung, gammel før tiden og helt uden alder.

Således kunne 'Nu da vi ikke er kærester mere' med sin elastiske melodi og sit perfekte arrangement sagtens stamme fra 'En deljig torsdag' eller 'Rigtige mænd ..' - Klassisk TV-2. Modsat er 'Lee Harvey Oswald Helmuth' et afrundet søndagsportræt af en mand, der bestemt ikke er helt ung længere. En sang som kun 'Gamle Brandt' kan skrive. Og endelig er 'Hospitalet for ødelagte ting' et hjertegribende bevis på, at poeten Steffen Brandt imod samtlige odds er blevet bedre med tiden.

Med et nærmest Cohen'sk overblik beskriver Steffen Brandt her den person, det nogle gange rammes lidt for hårdt af livet.

»Afdelingen for tabte sager fandt dig på et grædende hotel. Sammen med 30 skriftlige klager og et ansigt ude af sig selv«

Så enkelt og genialt kan det gøres.

Nu lyder det her måske snart som en fem-stjernet anmeldese. Men når jeg ikke kan svinge mig op på mere end fire af slagsen, skyldes det hhv melodierne og enkelte fejlskud.

Således er der langt imellem de helt uimodståelige melodier, der især i 80'erne og 90'erne gjorde Brandt-sangene 100 procent fløjteegnede. Og selvom 'Det Gode Liv' rummer langt mere skæg end snot, så kunne jeg personligt godt have undværet sange som 'Grib Karpen', 'Bagud af dansen' og den førnævnte 'Den øverste knap'.

Sidstnævnte popeksperiment har sikkert fungeret fint i øvelokalet. Men på 'plade' fungerer sangen mest som en uvelkommen stopklods, der spænder ben for et ellers godt flow.

PS: Dansk Hollywoodskuespiller og eks-Lars Ulrich-kone Connie Nielsen synger sammen med Steffen Brandt på to af albummet sange. Det gør hun godt .. Dog uden at gøre den store forskel.

hoeg@bt.dk, TV-2, 'Det gode liv', fire ud af seks stjerner, udkommer fredag