**
(To stjerner)
Drake er helt på toppen. Og helt alene. Han er kravlet op i sit elfenbenstårn, symboliseret ved Torontos himmelragende CN Tower, hvor han skuer ud over verden.
Således fremstår coveret tli Views, hvilket er meget sigende om albummet. Med en spilletid, der ikke kan rummes på en normal cd, fremstår det mastodontisk, når Drake opruller, hvad der har bragt ham til toppen. Det giver et billede af en verbal virtuos, selvoptaget elsker og, i sidste ende, stagneret kunstner.
Oprindeligt var albummets fulde titel annonceret som Views From The 6, slang for den canadiske storby Toronto, der lagde grunden/bunden til den unge himmelstormers karriere.
Det er nok en mere passende titel, for vi får herpå fragmenter fra de tidligere album ved hjælp af de musikalske virkemidler, der har gjort ham til superstjerne. Det er ret indiskutabelt hans blanding af hiphop og r&b, der er Drakes vartegn. Tidligere har han evnet at skabe iørefaldende hits ved at bruge rapperens øje for rimstruktur og ordbilleder i forening med sangerens inderlighed.
Samtidig har han i samarbejde med produceren Noah "40" Shebib skabt en lyd, hvor vokalen ligger som et ekstra instrument i mixet med trommer, bas og keys. Den lyd dominerer Views, og selvom den er velklingende, er det sjældent, de når de store højder.
Det er, som om Drake og 40 mener, deres sweet spot ligger i den neddæmpede ende, hvor tonerne forsumper, og der mangler vildskaben og drivet fra tidligere udgivelser.
Indholdsmæssigt er charmetrolden også på hjemmebane, på godt og ondt. Han har stadig følelserne uden på tøjet og krænger sine sjælesorger ud ad libitum. Han er også stadig en dygtig rimsmed, der kan vende enhver situation til en dobbelttydig punchline.
Men det er, som om den konstante selvindsigt og selvransagelse bliver et værelse uden udsigt. Han bruger følelserne som en ekstra metafor for, hvor svært det er at være Drake. Han er ikke bare mest berømt og rigest. Han har det også allerhårdest. Nuuuhr. Det gør ham altså til en lidt fesen fætter, når det gentages sang efter sang og går fra kærlighed til klynkeri.
Der er dog positive indslag, især når Drake er i stand til at se ud over sin egen næsetip. På Too Good får forføreren endelig modspil i form af Rihanna, og det er sjældent, kærlighedssange bliver dårligere af at være duetter.
På sangene, som ikke er deciderede Drake-schlagere, har han fået en vitaminindsprøjtning fra afrobeat, dancehall og UK grime. Det er et friskt pust fra varmere himmelstrøg når han, som Toronto-rapperen Snow før ham, tager til Jamaica og lader dancehall-rytmerne flyde på Controlla.
Det viser en musikalsk udvikling, men føles også, som om han pynter sig med lånte fjer, ligesom resten af verden før lånte fra ham.
Ultimativt føles værket som en kolos på lerfødder. Drake har villet lave noget monumentant ud af tidligere bedrifter, men man fornemmer, han gentager sig selv, og de nye toner bliver de mest interessante. Bonusnummeret Hotline Bling bliver både musikalsk og indholdsmæssigt en forfriskende selvironisk som afslutning på en enormt selvoptaget rejse ind i Drakes univers.
