På Pure Comedy tager Josh Tillman Gud og hver mand under behandling. Selv hans eget alias Father John Misty får en tur gennem møllen, så det svier på A Bigger Paper Back ”I was pissing on the flame like a child with cash/Or a king on cocaine/I've got the world by the balls and I'm supposed to behave”.
I Tillmans verden kan ingen vide sig sikre. Rockens førsteelsker og charmør fik noget, der minder om et kommercielt gennembrud med I Love You, Honeybear. Albummet var en lektion i, hvordan man skærer en række tragikomiske sange med vid og bid, men mest af alt originalitet.
Det kunststykke har Father John Misty noget svært ved at gentage på på Pure Comedy. Temperaturen tages på flere af livets store spørgsmål igennem en række selviscenesatte gimmicks og sortsynede narrestreger, lige fra vores eksistens til vores politiske fejleksponeringer, ja og selvfølgelig Trump.
”We leave as clueless as we came/From the rented heavens to the shadows in the cave/We'll all be wrong one day” lyder sortsynet på Ballad of the Dying Man.
Det fremragende titelnummer, Things That Would Have Been Help og So I'm Growing Old trækker på halvfjerdsernes flamboyante sangskrivernavne som Elton John og Harry Nilsson, hvor de stikkende toner fra pianoet som på det meste af albummet er det bærende instrument.
Men halvvejs begynder kedsomheden at sætte ind. Den spiddende sarkasme og kulørte alvorstone i de lange sangforedrag bliver trættende sammen med genbruget af de musikalske formler, hvor især den kvarterlange akustiske Leaving LA og valsende The Memo helt taber tråden.
Pure Comedys satiriske undertone er velfungerende et stykke hen ad vejen, mens den tykke balladesovs bliver alt for ensformig og tyktflydende i længden. Næste gang må Father John Misty godt spice op på den musikalske formel og give helheden lidt mere originalitet og variation. 72 minutters pianoballader er lige i overkanten.
'Pure Comedy' / Album / Bella Union. Udgivelse d. 07.04.2017
