De nye musikere skaber succes udenom pladeselskaberne - de bryder igennem på nettet.

Justin Bieber gjorde det med et brag i 2008. Danske Kidd i 2011. Alt tyder på, at 2012 tilhører helt ukendte navne som Lukas Graham, Kesi, Niklas, Christopher og Young.

De er alle sammen fra af en generation af musikere, der har banet sig vej til hitlister via Youtube og ikke den klassiske vej med pladeselskab, som bands som U2 har benyttet.

Vi taler om et verdensomspændende fænomen - gennembrud via Youtube og Facebook.

- Der er opstået en helt ny måde at komme ud til publikum på. Uden om pladeselskaber og de traditionelle medier som aviser, tv og magasiner. Før fandt pladeselskaberne selv de kunstnere, de ville have. Nu er det den anden vej rundt, fortæller chefredaktør på musikmagasinet Gaffa, Peter Ramsdal.

Men det er ikke kun musikere, der selv finder vej til publikum og pladeselskaber.

Det er lige så meget publikum, der finder vej til den nye musik, som Kidd, Lukas Graham og senest crooneren Niklas er lysende beviser på. Alle har i hundredtusindvis, hvis ikke millioner, views på Youtube.

Fansene føler et endnu større ejerskab til deres idoler end tidligere. Det så vi sidste sommer, hvor 400 danske Justin Bieber-fans afholdt en demonstration i København. Deres krav: Justin til Danmark.

Christophers ’Against The Odds’ er blevet vist mere end 830.000 gange på Youtube. Kidds ’Gøre sin ting’ 1,5 mio. gange og ’Drunk In the Morning’ med’ Lukas Graham 700.000 gange.

Uden om pladeselskaberne

- Ekstremt mange musikere lægger deres musik ud på eksempelvis Youtube. Det er en ny vej til at blive opdaget. Men det er heller ikke utænkeligt, at mange musikere vil vejen uden om pladeselskaberne, fortæller Peter Ramsdal.

Musikerne behøver heller ikke længere en pladekontrakt for at sælge deres numre. For med musiktjenester som iTunes og Amazon er det nu muligt for dem at lægge deres egen musik på nettet og modtage penge, når numrene bliver købt - potentielt af personer over hele verden, hvilket ikke var muligt inden internettets fremgang.

Andre kunstnere får så stor succes, at de helt kan gå deres egen vej og stifte eget pladeselskab. Det har eksempelvis Kidd, der går under det mere borgerlige navn Nicholas Westwood, gjort. Han er allerede så stor, at han har valgt at stoppe - som Kidd. Præcis som f.eks. Lukas Graham foretrækker han at bruge sig eget medie, internettet, til at præsentere sig selv.

- Det har altid været en drøm for mig, at hvis folk lyttede til mig, så skulle muligheden bruges noget mere. Jeg har fået en gave - at kunne samle tusindvis af unge i Danmark, siger Nicholas Westwood til Berlingske i det eneste interview, han har givet. Han forklarer, hvorfor han stopper som Kidd.

Men hvad det er, han vil bruge opmærksomheden til, kommer han ikke nærmere ind på i interviewet.

Viral spredning

- Det ved jeg ikke. I min generation er der ingen, der er forenet om noget, det handler om individet, og folk har svært ved at samle sig om ting. Jeg synes, at det ville være spændende, hvis man kunne gøre noget ved det. Men jeg tror ikke på det moderne demokrati, vi er opdraget med, siger han.

Når kunstnerne med noget nær lynets hast slår igennem på musikscenen, efter at være et hit på medier som Youtube, så skyldes det noget, forskerne kalder ’Viral spredning’.

- Virale videoer kan man se som venligtsindede vira, der spreder sig, når vi sender et stykke musik til vores venner på nettet. Deraf navnet, siger lektor ved Kommunikation på Aalborg Universitet (AAU) Jørgen Riber Christensen, der beskæftiger sig med sociale medier og viral kommunikation.

Hele pakker

Han forklarer, at det handler om begrebet ’peer to peer’. Altså at man sender videoer, og herunder musik, til sine ligemænd. Personer, man ved vil synes godt om det.

- Man sender det kun til venner, som man deler smag med. Og dermed forstærker man venskabet med dem, man deler med, forklarer Jørgen Riber Christensen.

De hårdt trængte pladeselskaber førsøger - som altid - at finde sig selv i det nye fænomen. De lugter hit. Og dermed overskud til aktionærerne.

- Pladeselskaberne tænker naturligvis over den nye situation. Derfor ser man mange af dem begynde at tilbyde kunstnerne hele pakker i stedet for kun pladeselskab. Nu er de eksempelvis både pladeselskab og booker. For tiden er det alles kamp mod alle, for salg og indtægter er for nedadgående, slutter Peter Ramsdal.