'Dig og mig for altid' er et behjertet og charmerende forsøg på at skabe en teaterkoncert med mening. Men meningen taber sig selv på gulvet.

Man skal helt ind i anden afdeling af 'Dig og mig for altid', før den første trapez viser sig under loftet. Og så viser det sig at være en gynge, der hurtigt forsvinder igen. Alene dét indikerer, at denne nye musikforestilling ikke er en traditionel teaterkoncert.

Med de rutinerede forfattere-iscenesættere Ida Marie Rydén og Kenneth Kreutzmann ved de kreative tangenter har Aarhus Teater og Aveny-T skabt et show, der bygger på popmelodier fra 00erne; altså rimelig aktuelle hits.

Siden 'Gasolin'' for lidt mere end 20 år siden er det danske teaterpublikum blevet budt et hav af show - teaterkoncerter eller musicals - bygget på sangkataloger. Der er efterhånden vredet så meget ud af 80ernes - og lidt af 90ernes - danske popsangskat, at 'Dig og mig for altid' uundgåelig måtte komme.

Det er der to grunde til. Det trækker et nyt publikum i de økonomisk betrængte danske teatre. Pop er pop er pop er iørefaldende musik, som ganske enkelt bare virker i rummet. Og det gjorde flere af sangene her til aften ved premieren da også.

Først et par gode nyheder. Rydén og Kreutzmann har skabt en ramme, der er til at forstå - og indenfor denne har de skabt en form for rød tråd, personificeret i dejlige Pernille Højmark, som man ser alt for sjældent på film/teater. Hun var et massivt kraftfelt i Leonard Cohen teaterkoncerten,

Scenen, lyset, stemningen, er lys og varm, snarere humørfyldt end egentlig humoristisk, selv når det er alvor. Hvad det vel må siges at være, når Lars Boms kirketjener forvandles til vampyr, der drukner en ung kvinde i døbefonden.

Rammen, scenografien er et kirkerum, hvor vi ateistiske danskere stadig mødes ved livets vigtige begivenheder. Akkompagneret af en jævn strøm af Breezer-pop, som nogen har døbt 00'er poppen, befolkes kirken løbende af tidstypiske figurer, party-party ungdom, hjemløse, flygtninge, en soldat, østeuropæiske håndværkere.

Der er gribende momenter undervejs; sjove, overraskende indfald. Men først og fremmest er der Pernille Højmarks præst. Hun spiller sin rolle djærvt, sensibelt og erotisk.

Desværre gennemgår hendes figur en underlig fortænkt og unødig fjollet udvikling, hvor hun som hovedpersonen kunne have været den, der bandt historiens mange moraler sammen. Nu bliver hun i stedet en desperat kvindefigur, der flakker rundt i udkanten af historien.

Det lykkedes i øvrigt Højmark at spille ufortrødent videre, da hun på et tidspunkt dumpede ned fra scenen. Det kaldes vist professionalisme.

Der er fine præstationer, især sangligt af Line Krogholm og den helt unge Mikala Basette. Det er også dem, der leverer aftenens højdepunkter som luderen, der tænder den kvindelige kirketjeners begær - og som måske stikker af til tonerne af Rasmus Nøhrs uopslidelige 'Sommer i Europa', der i al sin såre enkle én til én-poesi skriger længsel. Flot forløst af Krogholm.

Der er en sødmefuld version af 'De første kærester på månen', smart lagt i stemmer og hænder på to pensionister.

En rå version af Nephews 'Gå med dig'.

Der er en ganske bevægende passage med et homoseksuelt par, hvoraf den ene er døende, på besøg i kirken.

Man venter Nik og Jays populære og på kulturens parnas underkendte 'En dag tilbage' og får i stedet Martin Brygmanns ellers herlige 'Vent på mig'. Efterfulgt af Christian Brøns' ulidelige 'Du kan gøre hvad du vil'. Ikke videre befordrende for eftertanken eller en følelsesmæssig afklaring; nærmere et brunt spørgsmålstegn end et brunt punktum.

Lige dér nåede forestillingens insisteren på at sætte dybere menneskelige og eksistentielle temaer på popvers sin egen indbyggede begrænsning.

Det skal så siges, at netop 'En dag tilbage' og to andre Nik og Jay-numre bliver leveret i en festlig, funky passage, hvor kirken er forvandlet til en blanding af 70er disco og baptist-kirke.

Festligt er også et medley, hvor kirken befolkes af hjemløse, der med stor indlevelse bl.a. synger Magtens Korridorers 'Lorte Parforhold' og Pharfars herlige 'Alt er godt. Igen humørfyldt, charmerende.

Den underliggende pointe er svær at være uenig i. Som det ligger i titlen, handler det om kærlighed og om næstekærlighed. Hyper aktuelt med forholdet til to flygtninge som forestillingens indre moralske drive. Det er fint med politisk-moralsk teater, som 'Dig og mig for altid' på sin vis er. Nogle gange virker det som om, poltikerne har opgivet at være politiske, og hvis ikke kunsten skulle udfordre både dem og vores andres fordomme og selvtilstrækkelighed, hvem skulle så?

Men pointerne er for tunge, animerede, karikerede. Kirkens præst, som sagt, for fjoget, selvom hun vist når til en form for erkendelse. Den mandlige kirketjener så ond, at han spiser uniformsklædte piger. Den kvindelige kommer først videre, da hun finder sin kærlighed i en luder med lilla paryk.

Som sangfest er 'Dig og mig for altid' underholdende. Som Moral Grand Prix er den kedelig.

Musik & tekst: Medina, Rasmus Nøhr, Sys Bjerre, Nik & Jay, m.fl. Iscenesættelse: Kenneth Kreutzmann. Manuskript:Ida Maria Ryden & Kenneth Kreutzmann
Scenografi & kostumer: Rikke Juellund
Arrangementer & kapelmester:Joakim Pedersen
Medvirkende: Pernille Højmark, Lars Bom, Line Krogholm, Mads Hjulmand, Mikala Bosetti, Niels HP, Minh Le, Veronika Voetman

 

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook