****

(Fire stjerner)

Forvent ingen afgørende nyheder i den nye Wallmans-sæson. Dinnershow-konceptet holdes på godt og ondt i Cirkusbygningen. Et flot, voluminøst iscenesat show, med tryk på SHOW. De fire retter mad er delikate. Trods en enkelt serveringssvipser.

Efterhånden har folkene bag Wallmans opbygget et show med et klart internationalt format. Især når det gælder sangere og artister. Og for den sags skyld også den ikoniske forret, blomkålssuppe med chili og hvid chokolade.

Visse grundregler skal man acceptere i Wallmans:

Der tales engelsk.

Akustikken i Cirkusbygningen er ikke til intime samtaler henover bordet.

Der spilles forudoptaget maskinmusik – en del dog indspillet med rigtige instrumenter – som underlægning for de i øvrigt dygtige sangere.

Der er famlet hen ad vejen siden åbningen i 2004, formentlig i et forsøg på at balancere forskellige behov hos familien Danmark til faster Lisbeths fødselsdag og et internationalt kongrespublikum.

Oprindelig var underholdningen i tråd med det gamle svenske udgangspunkt, folkelig schlagermusik og joviale klovnerier. Gamle Hasse Wallman var stor fan af Dirch Passer.

Undervejs har det været et erotisk show, et natklubshow, og ’i tiden’ med diskrete samfundsengagerede budskaber – og med en markant opgradering af det artistiske niveau. Ligesom tempoet i det tre timer lange show er sat i vejret.

Udlægget i år med nye sange af bl.a. Bruno Mars er lidt af et flop. Ikke fordi sangene er nye, men fordi scenografien er discount-agtig. Sexede er de jo, de halvt afklædte dansere og sangere – især hvis man tænder på Dr. Martens. Der er masser af eye candy i Cirkusbygningen i år.

Men biceps, bryster og nøgenhed er ikke nok i sig selv i et show med et så stort ambitionsniveau som hos Wallmans.

Meget mere format og showmæssigt schwung er der over et heftigt latinotema med numre af bl.a. J-Lo, Gloria Estefan og Enrique Inglesias. Det samme gælder et countrytema, hvor cirka halvdelen af sangene rent faktisk er (new) countrysange.

Charmerende og party-agtigt. De to afdelinger kan det, som man må gå ud fra bør være essensen i et dinnershow – samle opmærksomheden i den store sal. Sprede nostalgiske smil.

Bedst især i et godt tænkt og veludført bryllupstema med en flot og pompøs udgave af Queens ’Somebody to Love’ som finale. Fint sunget af Jean Michel Helgason, som nogle husker som ham, der stak af fra ’X Factor’ i 2012.

Ikke at forglemme The Dixie Cups' gode, gamle lyd-lykkepille  'Chapel of Love'. Phil Spector at large. Jørgen de Mylius var med til premiere onsdag aften, så jeg må hellere tilføje, at den muligvis først for alvor blev kendt med The Ronettes

Selvom den præindspillede musik er et grundvilkår, man må acceptere, når man træder ind i Wallmans lyder det indimellem simpelthen for maskinelt og bombastisk. Værst i flop nr 2., et himmelråbende ucharmerende finalenummer, der mest består af New Jack Swing-numre fra 80/90erne. Især Janet Jackson-numre.

Hvad blev der af den folkelige danske musik, Hasse Wallanders oprindelige udgangspunkt? Er der gået DR i den? Ofret i globaliseringens navn af hensyn til de mange internationale gæster?

Alle tre artistnumre imponerende til gengæld. Den meget aktive svenske sabelsluger Maryanne, der kan ting med en bøjle, som jeg indtil onsdag ikke ville have troet muligt.

En ældgammel cirkuskunst i moderne, sexet levering. Det samme med den svenske Duo Creative, der kunne naturstridende ting med sin egen og makkerens muskuløse kroppe. Ret fascinerende. Det må siges.

Wallmans, 'Flashback', sæson 2016/17, premiere onsdag. Med bl.a. Jean Michel Helgason, sabelslugeren Maryanne, akrobater Duo Creative tog trapez-kunstneren David Hammarberg.

De fire retter:Suppe, tallerken med variationer, hovedret og dessert.