Gulddreng er blevet til sølvdreng.

Efter syv førstepladser i træk er Gulddreng med sin nye single ’Utro’ for engang skyld ikke strøget direkte til tops på Spotifys top 50-liste.

Den engelske singer/songwriter Ed Sheeran ligger nemlig i vejen med sit globale megahit ’Shape of You’ med 121.472 daglige afspilninger, mens Gulddrengs nye single ’kun’ afspilles 119.868 gange i døgnet. Og det er selvfølgelig ikke noget, der huer den forvænte hitmager.

»Jeg er fuldstændig knust,« sukker Gulddreng.

»Der er sket så mange frygtelige ting i verden, og når man lige tror, det hele ikke kan blive værre, sker der noget, som topper det hele.«

Den nye single ’Utro’, der ellers blev lanceret med sædvanlig høj cigarføring på Facebook søndag eftermiddag med Gulddreng liggende i en jacuzzi, lignede en sikker ny førsteplads. Men her stod Ed Sheerans sang om en kvindes former altså i vejen.

»Jeg er så skuffet, at jeg har solgt mit hus og min hund til Nikolaj Koppel. Det mindede mig for meget om at være på førstepladsen,« lyder det trist fra den nye sølvdreng.

Vi skal tilbage til december for at finde Gulddrengs seneste førsteplads med nummeret ’Ked af det’, der sluttede et 2016 af, hvor alt han rørte ved blev til guld.

I 2017 skal han forsøge at opretholde sin position som teenagernes foretrukne popstjerne. Senest vandt han to priser ved Zulu Awards for årets hit (’Model’) og årets nye navn. Han har for nylig afsluttet en mindre turné, hvor han blandt andet udsolgte Store Vega to aftener, og den 14. april åbner han årets omgang Fredagsrock i Tivoli i København.