En ny satirisk roman om musikbranchen gør grin med Thomas Blachman og flere andre kendte i den danske musikbranche. ’Det bliver et nej herfra’ er skrevet af journalist Ole Rosenstand Svidt som en form for krimi. Godt nok er alle personer og navne formelt fiktive, men forfatteren lægger ikke selv skjul på, hvem der er hvem.
En opblæst og selvforelsket skaldet dommer i en ’X Factor’-lignende konkurrence bliver kidnappet med krav om, at programmet bliver afskaffet. Og den magtfulde musikchef for et P3-lignende program skal fyres. Musikvalget skal ikke længere bestemmes af de store multinationale selskaber. Generaldirektøren, der minder uhyre meget om DRs øverste chef Maria Rørbye Rønn, vælger at føje kidnapperne.
Desuden optræder personer, som er virkelighedens Peter Viskinde (tidl. Big Fat Snake, red.), gruppen Nephew samt debattør og feminist Henrik Marstal og en person, der er en blanding af anmelderne Thomas Treo og Steffen Jungersen.
Flere tidligere ’X Factor’-vindere som Linda Andrews og Sarah Skaalum Jørgensen er også med i bogen. Men hvorfor har forfatteren valgt at skrive en roman frem for en debatbog?
»Jeg har to erhverv, dels som webredaktør på Gaffa og som fritidsforfatter. Min roman er et forsøg på at kombinere de to ting, selvom den intet har med Gaffa at gøre. Jeg kunne godt have skrevet en Henrik Marstal-lignende debatbog, men når du skriver fiktion, har du friere rammer. Jeg legede faktisk med idéen om at opdigte en sangkonkurrence, men det kom alligevel til at ligne ’X Factor’ – og Simon Cowell og Thomas Blachman,« siger Ole Rosenstand Svidt til BT.
Må gerne skabe debat
Men selvom historien er opdigtet, må romanen blandt andet gerne opfattes som en debatbog om ’X Factor’ som institution generelt, og specielt når det gælder dommernes opførsel over for deltagerne.
Du parodierer Thomas Blachman i din bog. Men er han ikke i virkeligheden Hansi Hinterseer uden hår? En mand, der giver folket, hvad det vil have.
»Men folket vil jo ikke have det, ’X Factor’ giver det. Bortset fra Citybois – undtagelsen, der bekræfter reglen – og en smule Basim og den genopstandne Martin alias Saveus er der jo ingen fra 10 år med dansk ’X Factor’, der har fået gang i en musikkarriere af betydning. Det kunne være interessant, hvis dommernes honorarer udelukkende var procenter af salgstallene for vinderne og de øvrige medvirkende. Det ville forhåbentlig give et mere interessant slutprodukt,« siger Rosenstand Svidt og tilføjer:
»I øvrigt vil jeg understrege, at jeg udelukkende tager udgangspunkt i udtalelser og forhold, der allerede har været oppe og er udtalt af de pågældende personer i pressen. Ting, som kan googles. Jeg vil sige, at jeg fægter med åben pande. Jeg slår ikke på folk, der er mindre end mig selv. Jeg begyndte at skrive romanen, da ’X Factor’ stadig var forholdsvis nyt. Blachman er blevet langt mindre ondskabsfuld end i begyndelsen, meget mildere.«
I USA taler man af og til om, at heavy metal og voldsfilm er med til at inspirere unge til at begå massemord på amerikanske skoler. Frygter/håber du, at din roman kan inspirere nogen til at kidnappe Thomas Blachman?
»’X Factor’ kører nu på 10. sæson, og han har været med alle år undtagen i 2010. Hvis nogen havde haft lyst til at begå overgreb mod ham, havde de nok allerede gjort det. Desuden, med fare for at virke arrogant, kræver det måske en marginalt større intellektuel indsats at læse min roman end at se en voldsfilm, hvilket måske kan sortere de mest sprængfarlige bomber og løsgående missiler fra – selvom man selvfølgelig aldrig kan vide sig sikker.«
Måske opfundet en ny genre
Du har en ret ond parodi på Peter Viskinde i din bog. Risikerer du ikke, at han udsender et nyt album med genindspilninger af sine gamle sange i protest?
»Jo, eller laver et godt album og dermed fuldstændig afmonterer min kritik. Han er faktisk allerede i gang med det ved at være skiftet fra engelsk til dansk som sangsprog, hvilket i mine ører er en klar forbedring. Men så kan min bog jo læses som en historisk roman fra den nære fortid. Måske har jeg opfundet en ny genre?«
Du er ude med riven efter Nephew. Risikerer du ikke at komme med i en af deres sange?
»Jo, men jeg er jo som alle andre kunstnere og kunstner-wannabes dybt forfængelig. Og skulle jeg finde vej til en sang, smædesang eller hyldest, var min lykke gjort. Jeg har faktisk allerede prøvet det, da Annika Aakjær i Gaffa-Prisens 2014-show på DR3 fremførte en sang om, at jeg altid gav fire stjerner til folk – bortset fra, som hun sang i omkvædet: ’Men Lilholt, Seebach og Tue West fik kun tre / Hvordan ku’ det dog ske?’, og så på finurlig vis fik indflettet, at hendes eget dengang nyeste album havde fået fem stjerner af mig,« siger Rosenstand Svidt.
BT har været i kontakt med Thomas Blachman og Peter Viskinde. Ingen af dem ønsker at medvirke i denne artikel.
Citat af 'Blachman' fra 'Det bliver et nej tak herfra'
»Verden er fuld af små mennesker, og jeg interesserer mig kun for store mennesker. Mennesker, som kan gøre en forskel i en verden fuld af folk, som synes, at ved jorden at blive, det tjener os bedst, men det tjener sgu da ingenting ud over bedemændene. Mennesker, hvor man kan tale om, at der findes et før og et efter dem. Mozart, Niels Bohr, Gandhi, Anders Gregorius (Blachman, red.)...’
