Nive erobrer verden

Lørdag modtog den grønlandske sangerinde Nive Nielsen Frederik og Marys talent-pris.

Det er meget muligt, at Nephew var stjernerne. Men det var grønlandske Nive Nielsen, der stjal billedet, da kronprinsparret lørdag aften uddelte priser i Sønderborg.

Vejen fra barndommen i Nuuk til musikalsk leverandør til det kgl. danske hof har været kringlet for Nive Nielsen. Den har fulgt mange internationale spor.

For ti år siden læste hun politisk videnskab på universitetet i Ottawa. Det viste sig at være så kedeligt, at Nives kæreste - multimusikeren Jan de Vroede - købte en knaldrød ukulele til sin småsløve kæreste.

Godt nok er Nives far, som hun ikke er vokset op sammen med, musiker. Alligevel kom det bag på hende, hvor let hun havde ved at håndtere ukulelen.

På turné verden over

Debutalbummet ’Nive Sings!’ fra foråret 2012 er skrevet i fællesskab med kæresten og produceret af John Parish, som er kendt for sit arbejde for indie-guder som PJ Harvey og Eels.

Det er indspillet i Bristol, Montreal, Tucson, San Francisco, Antwerpen og ikke mindst på et loftsrum i fødebyen Nuuk.

- Nive Nielsen blander sin etniske baggrund og stolthed med en nutidig verdenslyd. Som den moderne grønlænder hun er, ser hun hele verden som sin scene. Om hun turnerer i det nordgrønlandske i et rigt samarbejde med lokale musikere og deres tradition eller står på den mest hippe scene i Los Angeles, gør ingen forskel, som kronprins Frederik sagde forleden, da han overrakte sin Stjernedrys-pris.

Nives seneste turné har bragt hende omkring Canada, USA, Europa og Roskilde Festivalen. Efter at have medvirket i Steffen Brandts årlige bornholmerfestival er hun lige nu på vej til Tyskland, hvor hun bl.a. medvirker i et af de legendariske Rockpalatz tv-show.

Meget tyder på, at kronprinsparret har ladet sig inspirere af deres første møde med Nive.

Hotte Colin Farrell

I 2009 spillede hun for den kongelige familie og andre honoratiores ved en fest i anledning af det grønlandske selvstyre.

I dag har hun lidt svært ved at forstå, at hun skulle have gjort et særligt indtryk. Hun spillede sølle to numre for en masse spisende mennesker.

Men Frederik har før vist sig at have et skarpt musikalsk øre. Og øje.

Nive har gjort sig bemærket i Hollywood-filmen ’The New World’, hvor hun spillede sammen med verdensstjernen Colin Farrell. Om han er lige så hot i virkeligheden?

- Ja, dét er han, svarer Nive grinende.


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.