Meget kan man sige om Nik & Jay. Det gør man også. Især dem selv på det ene nummer efter det andet.
Men kan ikke beskylde Værløses værste for at være anmelder-kæledægger. Modtagelsen af det seneste album 'United', der udkom i oktober, er ingen undtagelse. Det blev kaldt alt fra ligegyldigt til ligegyldigt.
'United' var ellers tænkt som det store comeback-album efter en større krise for ikke så længe siden, hvor Nik måtte behandles for misbrug og en form for scizofreni. BT tog søndag aften i koncerthuset i DR for at tjekke status 2013 på Niclas og Jannik.
Jeg kunne godt være fristet til at fremhæve det meget korte øjeblik halvanden time inde i koncerten, hvor bassisten i det seks mand store band fremdrog en mundharmonika og dermed tilførte Nik & Jay en smule instrumental autenticitet. Midt i det buldrende inferno af trommer, keyboard og øvrig elektronisk muskelmasse.
Men det ville ikke være fair. Hverken overfor Nik & Jay eller publikum. For der var en fantastisk stemning søndag aften i DR-koncertsalen. Som i øvrigt oftere og oftere lægger sin særegne arkitektur til rock og pop. Fint, når nu DR ikke vil vise den slags på tv.
Det var lidt af en familiefest her til aften med hele tre generationer repræsenteret. Til sidst under 'Gå for det' var der en stemning som sjældent set i en dansk koncertsal. Det er helt en nøgtern konstatering. Det siger noget om Nik & Jays basis i det danske folk.
Mere end noget andet dansk band - i betydningen duo - har Nik & Jay givet stemme til Forstadsdanmark. Tydeligst med 'Forstadsdrømme' fra det seneste album 'United'.
Hvor Jylland har sin Kvamm, Aarhus sin Helmig og Liam, Frederiksberg sin Seebach, København K, V, N, S og Ø sin Key - så har de københavnske forstæder deres Petersen og Thomsen. Med de mange, mange ord har de to ramt og rammer nogle helt basale - nogle vil sige bankende banale - menneskelige følelser, som alle kan genkende. Synge med på. Som her til aften.
Venskab. Stolthed. Respekt. Følelsen af at høre til. De tekster bliver mere og mere vedkommende for hvert album. At motherfucker er nødt til at rime på artiskokker er så noget andet.
Der findes to versioner af Nik & Jay. Night & Day-versionerne, kunne man kalde det.
Night - club, fest, party-versionen med hårdt pumpede beats, Morten Breum-ish iscenesættelse. Natteversionen af Nik & Jay har med årene fået et mindre 'danskpoppet' hip-hop/r&b-udtryk. I dag er det mere hård dance som i den hidsige ende af amerikansk hip hop og r&b - Jay-Z, Lil Wayne. Det er svært at forestille sig Nik & Jay anno 2013 skrive nye 00'er zumba-sange som 'Gå for det' og 'Boing Boing'..
Med to trommeslagere og et par solide keyboardbatterier var det meget hårdtpumpet i DR-byen. Så baldrende højt, at det var svært høre, hvad de to sangere sang. Samt adskille de enkelte instrumenter fra hinanden.
Den anden version af Nik & Jay er den med deres 'anthem'-sange. Day-versionen så at sige. 'En dag tilbage', 'Novembervej', 'Forstadsdrømme', 'Billeder af hende' fra det seneste album. Mundrette, eftertænksomme sange om livet kogt ned i nogle få linjer uden alt for mange lyriske dikkedarer. Det er især dem, der har gjort Nik & Jay til det, de er.
De sange skabte en utrolig varme og syng-med familiefesten i Koncerthuset.Under 'De vigtigste skridt' dukkede medkomponisten, multikunstneren Kristian Leth, The William Blakes, op på scenen.
Ligesom samarbejdet med Søren Huss på 'United' kan det i udgangspunktet lyde akavet. Men i Konertsalen, som på albummet 'United' giver det mening. Blendet af Leths høje vokal, dybe tekster og drømmende lydbilleder og Nik & Jays kropslighed og pågåenhed fungerer. Ånd og krop.
Nik & Jay fremtid i kunne meget vel ligge dér. Som i det efterhånden danmarksberømte samarbejde med Marie Key i 'Ryg mod ryg'. Hvis de ikke på et tidspunkt skal ende som to fresh, midaldrende mænd, der synger om at gå til teenagefest.
Nik & Jay, Koncertsalen, DR, søndag aften
