***

(Tre stjerner)

De udskældte canadiere leverede et festbrag, men blev svigtet af deres egen mangel på musikalsk kvalitet

Overordnet s.et burde man let kunne forkaste Nickelback som et band, der burde være endt sammen med utallige andre one-hit wonders; levende en ensom tilværelse på diverse karaoke-barer og hos de lokale bodegaers jukebokse.

Selvom det måske har været mange menneskers ønske, så er faktum, at bandet stadig lever i bedste velgående, selvom debuten var for snart tyve år siden.

Og foran 10.000 mennesker viste Nickelback torsdag aften i Boxen, at de faktisk har deres helt egen form for eksistensberettigelse – i hvert fald live.

Som en politiker i hak

Uanset, hvor hult det måtte klinge i nogens ører, så besidder den canadiske kvartet en ulastelig kvalitet, som klæder alle bands. De formår at levere et godt show.

Man kan hade musikken så meget, man vil, kalde dem for metervare og anklage dem for ypperlig uoriginalitet, men deres evner som underholdere kan ikke underkendes.

Og pseudo-popmetal-bandet ved det godt. De bilder ikke sig selv ind, at de kan omvende kritikerne og den uendelige mængde ”trolls” på internettet. Netop dét gjorde heldigvis, at aftenens koncert ikke faldt igennem, som det var frygtet, hvis man ikke var stor fan af gruppen.

Selvom godt showmandsskab og publikumstæft er dejlige ting at eje som rockmusiker, så må man også bare erkende, at det ikke kan opveje for manglende musikalsk kvalitet. Nickelback har simpelthen ikke kaliber nok til at spille en koncert på to timer.

Dertil indeholder deres musik for mange mangler. I sange som ”Something in Your Mouth”, ”Edge of Revolution” og ”Burn It to the Ground”, så mudrer numrenes særpræg sammen på samme måde, som når et politikersvar stopper med at give mening tredje gang, man hører det.

Det bliver tydeligt, at sangene i høj grad er skåret over den samme skabelon. De hårdere, og fortrinsvis nyere, numre starter som regel med tonstunge 80’er-trommer, efterfulgt af et fint og også ganske potent riff, der kører over i et omkvæd. Så langt, så godt. Men når der i halvdelen af numrenes C-stykker bliver lagt op til fællesklap eller -sang, så hopper kæden af.

Det er ligeledes tilfældet i mange af Nickelbacks ballader, hvor selv forskere har vurderet, at variationen i numrene kan ligge på et lille sted. Her finder man dog de største af bandets hits, hvilket man tydeligt kan mærke på det talstærke publikum.

Da den super-klichéfyldte (men hyggelige) ”Far Away” bliver spillet, overdøver publikum det ellers veltunede anlæg, og den brogede forsamling finder hinanden i fællesskab. Nummerets romantiske tematik resulterer også i frieri på første række, som udløser stor jubel i salen.

De kan et eller andet.

Nickelback er generelt glade for at udnytte en række klicheer, hvilket gør sig gældende flere gange i løbet af aftenen. Det er lige før, det kammer over, da en ung fyr blandt publikum kommer på scenen for at synge med på bandets hit ”Rockstar”.

Heldigvis viser det sig, at hans stemme er fin og passer godt i harmoni med Chad Kroeger og Ryan Peakes, hvilket løfter stemningen blandt publikum til nye højder.

Meget af kærligheden (og hadet) mod Nickelback bliver rettet mod frontmanden Chad Kroeger. Selvom guitaristen Ryan Peake også bidrager til snakken, så er det manden, der engang kunne pryde sig med en horribel nudelfrisure, som er deres ansigt udadtil.

Hans stemme er nok den største årsag til, at Nickelback ikke er druknet i den klistrede grød, der udgøres af lignende bands som 3 Doors Down og Creed.

Kroegers stemme er tilpas hæs, tilpas rivende og tilpas sprød. Den lægger sig lige i det mærkelige smørhul mellem Eddie Vedders og Kurt Cobains. Kombineret med musikkens popskabeloner er det en mikstur, der glider ganske godt ned.

I en ballade som ”How You Remind Me” er det fuldt forståeligt, hvis man lader sig forføre, og i de hårde rocknumre som ”Animals” giver det mening, når blodet pumper lidt hurtigere. Den effekt ville være farligt svær at opnå, hvis ikke Kroeger sang for.

Det meste af aftenen styrer den kåde mand slagets gang. Pausen mellem hvert nummer skal helst udfyldes med lidt plapren.

Helst om alkohol og det klassiske drukspil ”at slå søm i”. Kroeger brøler nok ”Skål” ti gange i løbet af aftenen, ligesom han med stor entusiasme fortæller om sin kærlighed til de ølhanke, der her til lands bliver benyttet, når man skal have en stribe fadøl til vennerne.

Det bidrager til den afslappede stemning i Boxen, men kammer også over, da han for tredje nummer i træk råber, at roadien skal komme med mere alkohol. Det får Chad Kroeger til at fremstå som en skiftevis tiltalende og irriterende teenager, der har fået sig en god blanding af endorfiner og alkohol.

Højt humør og lejrbålsrim

Men hvor skal man så ligge ovenpå denne seance? I en anmeldelse af en koncert som dette vil det være urimeligt, hvis dommen udelukkende er baseret på det musikalske indhold. For en koncert er en helhedsoplevelse, hvor du ikke kan eller skal adskille musikken fra de andre ting.

Det hele spiller en rolle, om end vægtningen af de forskellige elementer er forskellig fra person til person. Derfor er det svært.

Underholdningsniveauet var som nævnt i topklasse. Ligeledes var publikums humør tårnhøjt, og de var tydeligt tilfredse med den optræden, de fik. De slugte næsten alle ord, riffs og stortrommeslag råt.

Set ud fra de parametre var det faktisk en upåklagelig koncert. Alle i salen, inklusiv Nickelback selv, nød virkelig at være til stede på marken uden for Herning.

Desværre var kvaliteten af musikken bare ikke på samme niveau. Lyden var upåklagelig. Nickelback spillede også ganske godt sammen – her må jeg især, ligesom bandet, fremhæve trommeslager, Daniel Adair.

Afspilningen af deres hits fremkaldte ligeledes en behagelig genkendelsesglæde.  Men det overskygger ikke bandets næsten uhyggelige mangel på originalitet.

Deres cover-udgaver af Foo Fighters ”Everlong” er helt skudt ved siden af, og deres utallige lejrbålsrim (”whiskey” rimer på ”bat shit crazy”) udstiller gang på gang, at bandets lyriske kapaciteter begrænser sig til at være inspireret af plakater fra Søstrene Grene.
Flere gange undervejs falder tankerne på, at hvis Backstreet Boys havde været lidt gladere for dybe trommer og blødt metal, så ville de lyde som Nickelback. Det er for og så vidt udmærkede sange, når de bliver lyttet til enkeltstående. Men i løbet af to timer bliver sangenes kollektive ligheder desværre udpenslet for meget.

Det burde dog være slået fast efter i aften, at Nickelback langt fra fortjener alt det had, de har modtaget. Deres musik er på niveau med meget andet gængs, man hører i radioen. Og de formår at levere en god oplevelse. Så for at svare på mit eget spørgsmål, så ender det et sted på vippen mellem godt og skidt.

Nickelback, Jyske Bank Boxen, Herning, torsdag

Sætliste:

1. Edge of a Revolution

2. Something in Your Mouth

3. Animals

4. Too Bad

5. Far Away

6. Photograph

7. Where Do I Hide

8. Someday

9. Figured You Out

10. Dirty Laundry (Don Henley-cover)

11. Flat on the Floor/Woke Up This Morning/Fight for All the Wrong Reasons

12. When We Stand Together

13. If Today Was Your Last Day

14. Hero

15. What are You Waiting For?

16. Rockstar

17. Gotta Be Somebody

18. How You Remind Me

Ekstranumre:

19. Everlong (Foo Fighters-cover)

20. Burn It to the Ground