***

(Tre stjerner)

Lad os tage de gode nyheder først, ’X Factor’-vinderne Azilda og Anilde synger stadig forrygende - med den helt rigtige blanding af følelse og teknik.

Men, som det er sket så mange gange før for danske konkurrencevindere, virker hele projektet lidt for forhastet.

Således lever materialet på duoens fem-sange lange debut-ep slet ikke op til de to unge solisters imponerende potentiale.

Bedst er minialbummets anden sang ’See Through You’, der på unik vis blander en Runrig-lydende melodi (jeg tror ikke, det er tilsigetet) med lækker moderne dansepop.

Her kommer pigernes fantastiske spændvidde og soniske nærvær helt til sin ret. Men desværre styrtdykker kvaliteten på den følgende ’We are Not Alone’, der ganske enkelt er kedelig.

Mangler fokus

Første sang, ’Don’t You Wait’, begynder godt. Og pigerne synger igen fantastisk. Men kompositionen mangler fokus. Og bagefter kan det være svært at hitte rede i, hvad der egentlig var omkvæd, og hvad der var vers - ikke godt for en radio-popsang.

’Commitment Issues’ (sang nummer fire), som Inside The Whales Marcus Winther-John var være med til at strikke sammen, er endnu et behersket højdepunkt med både humor og en skarp melodi. Og den afsluttende, Ulige Numres ’Frit land’ (skrevet af Carl Emil Petersen) er i og for sig også interessant. Men her lyder duoen, der i øvrigt har skiftet navn fra Embrace til NEW:NAME (helt ærligt?), pludselig som Anne Linnet. Den slags kunne resultere i et afvekslende album. Men her virker det i stedet lidt forvirret – og halvfærdigt.

NEW:NAME: 'True Story' - EP