Fredag aftens Nephew turnépremiere begyndte som en katastrofe, der ventede på at ske. Den sluttede som en af de mest uforudsigeligt, indtagende danske koncerter, jeg har oplevet.
Ifølge Nephew selv er den ambitiøse arena-turné den største danske arena-koncertproduktion nogensinde. Respekt for ambitioner og risikovillighed.
Men fra første nummer 'Hjertestarter' var der noget helt galt med lyden i den i øvrigt akustisk stærkt udfordrede håndbold/messecenterhal i Odense.
Det eneste, der stod bare nogenlunde klart i lydbilledet var keyboards. Til dels Simon Kvamms stemme. Ellers lød det som gemt under en dyne af dunder.
Kristian Riis guitar næsten uhørlig. Det samme med bassen. 'Det går helt galt,' står der med hastigt nedkradsede blokbogstaver på blokken.
Sådan fortsatte det i 'De satans hæmninger'. Måske er det overfortolkning, men set fra salen virkede det som om, den hårdt arbejdende Kvamm vidste, at den var gal.
Publikum var SLET ikke med på den symbiotiske fællesleg, som Simon ellers konstant lægger op til. 'Lad os holde en fætter-kusine fest med os som nevøerne,' som sagde han.
Tre numre inde i koncerten gik jeg en runde bagud i salen. I håb om at finde en plads med bare nogenlunde ordentlig lyd. Pludselig stillede en kvinde med samme proportioner som Linse Kessler (gange 2) og en marginalt mindre veninde sig ved siden af. De to fynske fruer gav ny mening til udtrykket 'De fynske alper'. 'Simon Kram, Simon Kram', råbte de efter 'D.T.A.P',
Formentlig ville den forholdsvis klejne midtjyde lide kvælningsdøden, hvis Alperne gjorde alvor af deres kram.
Selvfølgelig er det et rent tilfælde. Medmindre Gud eller Buddha har samme præferencer som Hugh Hefner. Men fra da af skete der noget med lyden. Som betød at Nephew for alvor krammede sit publikum.
Der blev skruet op og differentieret. Kristian Riis guitar, der udfylder en stadig større rolle i Nephew, lød klarere. Det samme med trommerne. 'Worst/Best Case Scenario betød fest. Selv et par sjældne sange som 'Læsterlige klø' og 'Blå & Black' holdt festen kørende.
Imponerende fælleskabsfølelse. Sådan en Nephew-koncert har sine ritualer, selvom Kvamms meget sloganagtige tekster og smarte ordlege mere indbyder til fællesskrål end fællesskab.
Sine steder lidt for smarte tekster. Lidt for Facebook likeable. Den med 'plejer', der ikke dør på plejehjemmet fra 'Åh Gud (Jeg håber du holder øje med mig)' er så plat, at det kunne være taget fra en musikanmeldelse på bt.dk.
Det er ellers først med 'Hjertestarter'-albummet, at jeg skimter et menneske bag. Eller sagt på anden måde 'reach out and touch me', som Kvamm sang i en stump af rollemodellerne Depeche Modes 'Personal Jesus'.
Det blev stærkt understreget, da de fem gruppemedlemmer satte sig ud på en scene midt i salen og gav fire akustiske numre. Selve tricket med en ekstra scene er mindst lige så gammelt som U2s 'Achtung Baby' turné for 21 år siden.
Og det havde enorm virkning i Odense Arena. Fedt at høre en swingende, lidt ovre i noget sumprock-version af 'Mexico ligger i Spanien'.
Kvamms solo-version af 'Søndagsbange' var direkte gribende. Mere af den slags, tak.
Nephew som band er, som deres musik, kollektiv. Det er indædt, skematiske lydflader - som nævnt med guitaristen i en stadig mere dominerende rolle. Præcis som forbillederne, Depeche Mode - og nyere hiphop hvor man tænker Beastie Boys.I betydningen guitar, breakbest og elektronica.
Ikke mindst i det nye 'Statusopdaterer at jeg statusopdaterer', hvor rapperen Johnson fortsatte festen fra scenen.
Helt suggestivt, æterisk i 'Movie Klip' og ekstranummeret 'Bazooka', hvor jeg overgav mig, ikke bare til Nephew selv. Men også den konstant kværnende, sort/hvide surreelle billedstrøm på de avancerede videoskærme på bagscenen.
Alle med en radio indenfor rækkevidde har bemærket duetten mellem Simon Kvamm og Marie Key i 'Gå med dig'. De gav nummeret sammen foran et amok publikum på Northsidefestivalen i juni. Marie Key er ikke med på denne turné.
Ind på scenen kom i stedet en spinkel ung kvinde (som ifølge Kvamm har været til 96 Nephew-koncerter), der har vundet et videokonkurrence. Hun ikke bare overtog Marie Keys parti. Hun sparkede den københavnske stjerne hele vejen fra Mols til Skagen. Sådan billedligt talt.
Ud af den blå kjole lød en stemme, der får Marianne Faithful til at lyde som en nykastreret munk. Undskyld klichéen. Men det var fantastisk. Fantastisk parløb. Fantastisk virkemiddel. Dér tog Nephew den danske rockkoncert til næste niveau. Og fuldendte det med 'tribal' trommebaseret version af 'Hjertestarter' udsat for en myriade af elever fra en ungdomskole fra Svendborg.
Det var F*c*i*g forrygende.
Nephew gik på scenen i aften med det formål at nytænke den danske arenakoncert. Projektet lykkedes. Det var både flot, fremadrettet, dybt charmerende og effektivt.
Men det holdt hårdt.
Nephew, turnéstart i Odense Arena, fredag aften. 5 ud af 6 stjerner
Det spillede de:
1. Hjertestarter
2. Se satans hæmninger
3. D.T.A.P.
4. Worst/Best Case Scenario
5. Læsterlige klø
6. Blå & Black
7. Va Fangool!
8. Mexico ligger i Spanien
9. Åh Gud (Jeg håber du holder øje med mig)
10. Klokken 25
11. Søndagsbange
12. Alt er hårdt
13. Police Bells & Church Sirens
14. Superliga
15. Statusopdaterer at jeg statusopdaterer
16. Movie Klip
17. 007 Is Also Gonna Die
Ekstranumre:
18. Bazooka
19. Gå med dig
20. Igen & igen &
21. Hjertestarter
