Sammen med The Spiders From Mars steg han ned på Jorden som Ziggy Stardust, satte én gang for alle et blivende aftryk overalt i kunstens verden, som aldrig vil udviskes.

Nu er rockmusikkens 'Starman', David Bowie vendt tilbage til den sorte stjerne, han kom fra.

Der er intet godt at sige om sygdommen kræft. Hverken, når den tager vores nærmeste, kioskejeren henne om hjørnet eller stjernerne, fra os.

Men når det nu skulle ende, som det gjorde for David Bowie, bærer det sin egen ironi, at han selv i døden var selviscenesættelsens mester.

Fredag udkom det, der skulle blive Bowies sidste album 'Blackstar', der afrunder den eksperimenterende kunstners mere end 40 år lange karriere. Tre dage senere meddelte hans familie, at Bowie var død.

Set i dag kan den næsten helt nye video til 'Blackstar' kun opfattes som en døende kunstners knugende og bevægende farvel; en dødsmesse. Det begynder med en person i en sygeseng, formentlig på et hospital. Senere ser man en maskeret Bowie bevæge sig rundt i et mareridtsagtigt, dystert univers, først modvilligt, senere ser man ham smile en smule.

I videoen til 'Lazarus' ser man Bowie med samme maske, kæmpe en kamp mod en tilsyneladende imaginær fjende.

Døden og manden med leen dukker op flere gange i de snurrige tekster og det dystert fascinerende musikalske univers på 'Blackstar'.

En visionær kunstners farvel til verden og modvillige accept af sin rejse mod intetheden.

Anmeldere verden over har rost 'Blackstar' i høje toner. Ziggy fik præcis det farvel til verden, han har fortjent, da han rejste tilbage på en ny odysse.

David Jones, som han er døbt, forsøgte at bryde igennem allerede som teenager, men han fik først et hit, da han opfandt sit androgyne alter ego Ziggy Stardust - midt i en periode, hvor glamrockens visuelle ekstravaganza udfordrede rockmusikkens nye selvhøjtidelighed.

Første hitsingle fra mesterværket 'The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars' bar titlen 'Starman'.

Modsat andre glamrockbands var musikken akustisk baseret, melodramatisk og malet med den helt store stemningspalet (som til dels også T. Rex). Modsat andre af tidens band som f.eks. Moody Blues havde Bowies gennembrudsalbum Mick Ronsons for tiden karakteristiske skarpe glamguitarlyd og et catchy melodisk fylde.

Til Mott The Hoople skrev Bowie det, der i dag sammen med Slades 'Far, Far Away', står som glamrockens største fællessang, 'All the Young Dudes'.

Undervejs fik han sammen med Mick Ronson afgørende betydning for Lou Reeds solokarriere som producer og master mind på dennes album 'Transformer' (1972).

Men netop som Ziggy over de næste par album - kulminerende med coveralbummet 'Pin-Ups' - lignede manden, der steg ned på jorden, for at erobre titel af kongen af glamrocken, skiftede David Bowie karakter til The Thin White Duke, den tynde hvide hertug, på albummet 'Young Americans'. Det var her, han for alvor pådrog sig betegnelsen 'kamæleon'.

Bowie finpudsede sin kridhvide soulfunk, eller artfunk, der senere skulle blive skoledannende for et hav af hvide rockbands. Talking Heads i 80erne, f.eks.

Bowie boede en periode i Los Angeles. Mødet mellem amerikanske soulsangere og -musikere og den søgende englænder slog skæve gnister i numre som 'Young Americans', 'Station to Station', 'Golden Years' og den lidt gumpetunge 'Fame', der blev skrevet og indspillet sammen med John  Lennon i centret af en orkan af kokain.

I den periode satte Bowie en standard for kombinationen af popmusik og avantgarde, kunst med melodi, som mange senere har forsøgt at kopiere. Det er en kunst i sig selv at få abstrakte kunstneriske visioner til at swinge. Det kunne Bowie. Muligvis inspireret af sit venskab med produceren Brian Eno, der tog artrocken med sig fra Roxy Music, som han hurtigt forlod.

Insprieret også af avantgardekunst, 60ernes artfunk scene, det dekadente sammenrend omkring Andy Warhol. Inspireret af Bertolt Brecht, hvis 'Baal', han skrev fire melodier til. Samtidig havde han rødder i 60ernes pop.

Efter at være kommet ud af et kokainmisbrug, der var tæt på at drive Bowie helt ud i vanviddets yderste afkroge, indspillede Bowie sin Berlin-trilogy, albummene 'Low', 'Heroes' og 'Lodger', der satte en ny standard for komposition og produktion af rockmusik - fra U2 over Lady Gaga til Arctic Monkeys og hjemlige bands som TV-2, Kliché, senere Nephew - ikke mindst guitaristen Hilmer Hassig, der senere blev Bowies danske ambassadør med Lars H.U.G. og Love Shop.

Eventyret omkring 'Let's Dance' og 'Tonight' i midtfirserne er sin egen fortælling. Med nyt pladeselskab i ryggen havde Bowie en idé om at skabe popmusik med discoens dansabilitet. Samarbejdet med guitaristen og produceren Nile Rodgers, som for en stund erstattede Bowies faste samarbejdspartner Tony Visconti, blev Bowies største hit - og senere pensionsordning.

Lyden af 'Let's Dance' blev lyden af hvid dansemusik i 80erne. På et tidspunkt i 90erne var trommesporet fra 'Let's Dance' den mest samplede lydbid på datidens dansescene.

Bowie selv følte at han havde skabt et scary monster med sin succes, og det, som kritikere opfattede som et knæfald for popmaskinen og Reagan-periodens gulddrømme. Det var dengang et enkelt album kunne sælge 30 mio. eks. Uanset at Bowie selv har taget afstand fra 'Let's Dance' - og kun spillede et enkelt nummer fra albummet ved sine koncerter i 90erne og 00erne - kan man ikke tage albummets betydning ud af rockhistoriebøgerne.

I årene efter har Bowie finpudset sit kunstneriske eftermæle på album efter album, hvor han som vanligt balancerer pop og kunst.

Bowies aftryk på sin eftertid er umuligt af afgrænse med få ord. Mode, performance, teater, film. Ziggy har influeret det hele.

Med hans død siger verden farvel til en af de sidste af de helt store.

'Ashes to ashes, funk to funky'.