Guitaristen og sangeren Glenn Frey er død, 68 år gammel.

Det er legendernes tid på den forkerte måde. Først døde Lemmy Kilmister sidst i december, mastermind og maskinmester i Motörhead. Af de fleste hardrockfans regnet for manden, der mere end nogen personificerede sex, drugs and rock'n'roll.

Så satte rockmusikkens største kunstner nogensinde, David Bowie, et markant punktum for en imponerende karriere. Det er lidt mere end en uge siden, han døde; et par dage længere siden, det sidste album 'Black Star' udkom. Stadig forsøger millioner verden over at gøre det kunstneriske, musikalske regnskab op. Det er som om, nyheden om Bowies død har åbnet en dør til nye dybder i hans musik - og til studier af myterne.  Nærmere, end det har lukket et kapitel.

Og nu har den altid ranke og stolte, aristokratiske ørn, Glenn Frey, fløjet sin sidste tur.

The Eagles vil altid huskes for albummet og nummeret 'Hotel California' fra 1976. I virkeligheden skulle det ikoniske album blive en form for afrunding af en æra og begyndelsen på en ny, hvor The Eagles lærte af leve med at være The Eagles, der synger Eagles-sange.

Det  begyndte, da guitarist Glenn Frey og trommeslageren Don Henley mødtes i Los Angeles omkring 1970. Forinden havde Frey gjort sig bemærket som guitarist på Bob Segers hit 'Rambling Gambling Man'.

Seger hørte en guitarist med et talent for sangskrivning og opfordrede ham til at satse alt.

Først var Frey og Henley backingmusikere for sangerinden Linda Ronstadt, som senere begik en ualmindelig smuk indspilning af The Eagles 'Desperado'.

Men ligesom med Mick Jagger & Keith Richards og Lennon & McCartney opstod der kreative gnister, når Frey og Henley var sammen.

Henley har flere gange fortalt, hvordan Glenn Freys blotte tilstedeværelse pressede ham til at koncentrere sig 100 pct., når han skrev. Frey var den strukturerede, en mand med visionen, der endnu ikke havde fundet sin form.

I dokumentarfilmen 'The History of the Eagles' fortæller produceren Glyn Johns om det amerikanske band, der kom til London og troede, at de var det nye Led Zeppelin og The Who. Han var tæt på at fyre dem. Men så hørte han dem synge flerstemmigt - og opmuntrede dem til at fokusere på det, de var gode til. Flotte harmonier og en softrock-stil, som endnu bare var i sin vorden.

I 1972 udkom deres første album 'Eagles'. Allerede her med tre numre, der senere skulle finde vej til samtlige The Eagles greatest hits album (hvoraf det ene '1971 - 1975' har solgt svimlende 42 mio. eks). Tre numre, der på hver sin måde skulle blive definerende for The Eagles karriere de næste  fem år:

'Take It Easy', 'Peaceful Easy Feeling og 'Withcy Woman'. Det sidste guitar-rock'n'roll, som man godt kunne forestille sig i britiske Led Zep-klæder. Og så de to andre laid back-pittoreske, melodiøse rocknumre, der introducerer en lyd, der frem til i dag har haft enorm indflydelse i rockbranchen - i zonen, hvor rock møder pop.

'Take It Easy' er skrevet sammen med Jackson Browne. The Eagles, Browne, Gram Parsons, Neil Young og til dels James Taylor hentede melodisk, vokal og æstetisk inspiration i en genre, der dengang var lige så forhadt i rock'n'roll, som den er i dag; nemlig countrymusikken. Skriver jeg velvidende, at den nøgne rootscountry har oplevet en stor renæssance i den alternative indierock.

Efter 'Eagles' fulgte det halvhjertede 'Desperado', som dog gav gruppen to megahits; titelnummeret og 'Tequila Sunrise'. På det tredje album 'On the Border' allierede gruppen sig med en ny producer og den forholdsvis heavy guitarist Don Felder, der leverer en mean slideguitar på 'Good Day in Hell'. Felder blev medlem af The Eagles, men stadig er det mere bløde numre som 'Best of My Love' og Tom Waits 'Ol' 55', der huskes bedst i dag.

The Eagles er lyden af amerikansk westcoastrock eller California Rock, om man vil. Det er den både uimodståeligt smooth og kantede guitarlyd af en ny følsom coolness hos ungdommen i perioden efter 68. Mere mainstream end den samtidige, voksende hardrockscene, som Frey og Henley først eftertragtede.

Hvis lyden af Lemmy er fest og oprør, og lyden af Bowie er lyden af det næste territorium, der venter henne om hjørnet, er lyden af The Eagles lyden af en drøm.

En drøm, eller en sindstilstand, et manuskript til en film, der venter på at blive optaget - noget med at flyde som personen i 'Hotel California': 'On a dark desert highway, cool wind in my hair/ Warm smell of colitas rising up through the air'.

Eller som stuepigen Sara i C.V.Jørgensens 'Hotel Hallelujah':

'Sara smiler & drømmer lidt/ om den dag hun for alvor stikker af/ til et mere varmt & spændende sted/ noget i stil med Hotel California'.

En drøm uanset, at mange af Glenn Freys og Don Henleys tekster nærmere reflekterer et mareridt, der i bund og grund begyndte og sluttede med den kokain, der flød ind og ud af studierne i Los Angeles. 'Life in the Fast Lane' opstod under en køretur, hvor Freys stærkt påvirkede dealer kørte som død og helvede.

Det er senere dokumenteret, at 'Hotel California' blev indspillet på et tidspunkt, hvor The Eagles var kørt trætte i stoffer og succes.

Utroligt at funklende rockklassikere som titelnummeret, 'New Kid in Town' og 'Victim of Love' kunne opstå ud af had og kaos. Det gjorde de. 'Hotel California' med sit vuggende reggaebeat, Don Henleys sang og duelguitarpassagen har sit helt eget kapel i rockkatedralen, hvor man må formode, at Frey netop er tjekket ind.

I 1981 gik The Eagles i opløsning. Først og fremmest Glenn Frey var kørt træt. Han fik et par solohit i 80erne og forfulgte en gammel drøm om en filmkarriere. Mest kendt i 'Miami Vice'.

Fra 1994 til i dag optrådte The Eagles igen verden over, bl.a. i Aarhus og Hjallerup.

Frey var, fremgår det af dokumentarfilmen, et familiemenneske, der prioriterede sit privatliv højt. Hans børn kan leve videre med en viden om, at deres far gjorde verden til et smukkere sted at lytte til.

Glenn Frey synger bl.a. "Take It Easy", "Peaceful Easy Feeling", "Already Gone", "Tequila Sunrise", "Lyin' Eyes", "New Kid in Town", "Heartache Tonight" og "How Long".