Jokerens musik var 90'erne soundtrack for mange danskere, men nu har den danske rapper drejet nøglen om i sit eget pladeselskab.

Jesper Dahl alias Jokeren blev betegnet som en af de mest toneangivende personer i dansk rap, da han i 2005 startede pladeselskabet Flamingo Records, som havde til hensigt at spotte de nye danske raptalenter.

Men 11 år senere lader det til, at Jesper Dahl nu må sige farvel til titlen som direktør i pladeselskabet.

21. oktober sidste år modtog Sø- og Handelsretten nemlig en anmodning om opløsning, og på samme tid fratrådte Jesper Dahl direktionen i virksomheden ifølge erhversregistrene.

I det nye år blev virksomheden sat under tvangsopløsning, og den 19. januar blev virksomheden begæret konkurs.

Overskueligt underskud

Den seneste årsrapport er fra året 2013, og her syner virksomhedens underskud dog ikke af meget. Årets resultat bød på et underskud på knap 20.000 kroner, mens egenkapitalen kunne skrives med lige over 35.000 kroner i røde tal.

Jesper Dahl og Flamingo Records havde dog til hensigt at vende underskuddet til overskud i løbet af 2014.

'Selskabets resultat for 2013 udviser et underskud, hvilket ledelsen anser som utilfredsstillende. Den planlagte reetablering via forøget likviditet og indtjening er ikke blevet fuldt ud gennemført i 2013, og ledelsen arbejder fortsat hermed i 2014,' står der i årsrapporten.

Et arbejde, der efter alt at dømme ikke er lykkedes.

Flamingo Records har ellers haft en lang række prominente navne i folden, men disse må tilsyneladende finde andre græsgange nu, hvis de ønsker at få udgivet deres musik.

BT har forsøgt at få en kommentar fra Jesper Dahl.