Dansk sovemedicin, anonymt og utroligt intetsigende.

Vores nordiske broderfolk er langt fra imponeret over det startfelt, der i aften går på scenen i Herning og skal dyste om en plads ved det internationale melodigrandprix til maj.

Faktisk slagter Norges og Sveriges officielle grandprix-fanklubber årets sange ved det danske melodigrandprix. Og formanden for den norske Grand Prix-klubben, Morten Thomassen, er særligt kritisk. Han forstår slet ikke, hvorfor sangene er så ens.

»Efter at have hørt alle sangene to gange, er der ingen af dem, jeg husker eller som har gjort særligt indtryk på mig. Der er utrolig lille genre-bredde i årets danske sange,« siger han og fortsætter:

»Det er utroligt, fordi den danske grandprix-klub har været med til at udvælge sangene. Man skulle tro, de havde bedre musiksmag end dette,« siger Morten Thomassen og sender en stikpille videre til sine danske kollegaer.

Som noget helt særligt i år har danske grandprix-fans været med til at udvælge de 10 sange, der i aften går på scenen i Boxen i Herning til det 60. danske Melodi Grand Prix.

Peter Baston fra den svenske grandprix-klub til venstre, og norske Morten Thomassen til højre sammen med den tidligere svenske grandprix-vinder Loreen.
Peter Baston fra den svenske grandprix-klub til venstre, og norske Morten Thomassen til højre sammen med den tidligere svenske grandprix-vinder Loreen.
Vis mere

Ifølge Morten Thomassen burde danske fans have haft bedre føling med, hvad der svinger ved det internationale grandprix. De burde have presset Danmarks Radio til at satse på sange, der repræsenterer en bredere musik-genre, mener han.

Svenske Peter Baston fra Melodifestival-klubben i Sverige falder heller ikke på halen over de danske sange. Men han er dog en kende mere positiv end Morten Thomassen.

»Sangene er ok, men det er ikke et gyldent år for det danske grandprix,« siger han.

Efter at have lyttet til sangene og givet dem point, tror Morten Thomassen ikke på en dansk finaleplads ved årets internationale grandprix. Det vil i så fald være tredje år i streg, vi misser finalen.

I 2015 røg drengebandet Anti Social Media ud, mens det sidste år var Lighthouse X, der måtte strække våben i semfinalen.

»Med tanke på, at Danmark ikke har været i finalen to år i streg, så synes jeg mange af årets sange er for anonyme og uden særpræg. Uanset hvem der vinder i aften, så bliver sangen overset ved det internationale grandprix,« lyder den pessimistiske vurdering fra Morten Thomassen.

Grandprixet løber af stablen klokken 20 i aften, og det kan følges direkte på DR1.

Dansk Melodi Grand Prix 2017. Der var lørdag eftermiddag d. 25. februar generalprøve før showet samme aften. Her ses de 2 værter Annette Heick og Johannes Nymark .(foto: Henning Bagger / Scanpix 2017)
Dansk Melodi Grand Prix 2017. Der var lørdag eftermiddag d. 25. februar generalprøve før showet samme aften. Her ses de 2 værter Annette Heick og Johannes Nymark .(foto: Henning Bagger / Scanpix 2017) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Her følger norske Morten Thomassens og svenske Peter Bastons dom over årets danske grandprix-sange. De har givet point fra 1 til 5, hvor 5 er den bedste karakter.

1. Ida Una – ’One’

Norge: (2)

Sangen har en lovende start, men den løfter sig ikke fra et middelmådigt niveau. Der er lidt for meget ’o-aa-oo-a’ efter min smag, og jeg ved ikke, hvorfor jeg skal feste til den.

Sverige (4)

Ida Uno står for årets politiske budskab. Sangen indeholder udtryk som ’stand together’, ’break the silence’ og ’save the world from violence’, og har et stærkt budskab. Den kan godt gå videre til finalen i Kiev (ved det internationale grandprix, red.).

2. Thomas Ring – ’Vesterbro’

Norge: (2)

Er det den første sang om igen? Sangen har en mærkelig lydkulisse, og den forbliver kedelig gennem hele nummeret. Det er godt, han synger på dansk, men det er ikke god reklame for stedet, han synger om.

Sverige (3)

Sangen er en hyldest til Vesterbro, og det falder sikkert i mange københavneres smag. Spørgsmålet er dog, om sangen vil være interessant for andre? Omkvædet er svært at synge med på, men det er positivt, at han synger på dansk.

3. Rikke Skytte ’Color My World’

Norge (2)

En utrolig intetsigende sang, og jeg venter bare på, at den er færdig. Der sker jo minimalt. Hvordan har man tænkt sig at fange publikums interesse med denne sang?

Sverige (1)

Det er en moderne sang med trommer og ekko-stemmer. Men teksten giver ikke mening, og det irriterer mig meget, at omkvædet bliver gentaget ustandseligt. Sangen løfter sig aldrig.

4. Anja Nissen – ’Where I Am’

Norge (3)

Hvor er de danske ’glad-i-låget’-sange fra 80erne? Man bliver depressiv af denne sang, og der er for meget skrig og skrål. Godt, at hun varierer sin stemme, og det giver et ekstra point.

Sverige (4)

Det lyder som en klassisk Eurovision-sang, der sagtens kunne være fra Østeuropa. Anja har en stærk stemme, og jeg elsker harmonien i sangens begyndelse. Den fortjener en topplacering.

5. Calling Mercury – ’Big Little Lies’

Norge (2)

Er dansk sovemedicin sponsor for årets grandprix? Sangen er søvndyssende og kedelig, og det er tre lange minutter. Det vil være en stor løgn, hvis nogen hævder, at dette nummer fanger publikums interesse!

Sverige (1)

Intet dansk grandprix uden et boyband, selv om det fejlede sidste år. Sangen er sød, men harmløs, og der skal formentlig mere til for at vinde.

6. Anthony – ’Smoke in My Eyes’

Norge (4)

Endelig sker der noget. Der er fart i sangen, og hvis sangeren samtidig har charme, kan den klare sig fint. Den passer perfekt til en festaften, og hvis seerne er i dansehumør kan den godt få mange stemmer.

Sverige (3)

Sangen har en Bublé-lignende intro, bigband-lyd fra en svunden tid og moderne rytmer. Boxen i Herning kommer til at danse til dette nummer, og med Anthonys charme skal nok få mange stemmer. Tvivler dog på, at den kan komme i finalen ved det internationale grandprix.

7. René Machon – ’Warrios’

Norge (4)

En dejlig rolig sang med melankolske undertoner. Den bygger sig fint op, men jeg frygter, at den er for intetsigende for mange.

Sverige (2)

Vi har hørt samme digitale lyd i aftenens andre sange, og man bliver hurtigt træt af at lytte til den her. Det bliver svært for René Machon at komme efter Anthonys energy-kick af en sang.

8. Sada Vidoo – ’Northern Lights’

Norge (2)

Tilbage på det forkert grandprix-spor. Sangen er rodet, og den bestemmer sig aldrig for, hvad den vil. Den giver mig bare en masse lydkulisser. Når man er opvokset i Nordnorge under nordlyset, bliver man lidt fornærmet af denne sang.

Sverige (1)

Sada Vidoo har tidligere haft succes med nummeret ’Lollipop’, men dette nummer er anderledes. Hun har levet højt på sit dukke-image, men spørgsmålet er, om det også virker i aften? Hun behøver det for at redde sangen.

9. Jeanette Bonde – ’Hurricane’

Norge (3)

Jeg venter på, at der skal ske noget i sangen, men det sker bare ikke, og den er derfor en af årets kedeligste. Den peaker dog lidt til sidst, og det får den et ekstra point for.

Sverige (2)

Efter at have sunget i kor i mange år, er Jeanette Bonde endelig at finde som solist. ’Hurricane’ har dog en middelmådig uptempo lyd, som bliver gentaget igen og igen. Teksten viser brist på fantasi visse steder – og hvordan skal to, der elsker hinanden, løser deres problemer i en orkan?!

10. Johanna Beijbom – ’A.S.A.P.’

Norge (5)

Lidt party til sidst, og det trænger man til. Det tætteste vi kommer på en ’glad-i-låget-sang’, og derfor bør denne sang vinde. Sangen giver lidt Kylie Minogue-vibes, og det må man da kunne lide.

Sverige (4)

Nummeret lyder som noget, der er hentet fra et Kylie Minogue-sanghæfte.  Det har en stærk, international appel, som kan fungere godt i det internationale grandprix.