Nephew har – væsentligt – et rockattack, som er et Heavy Metal band snarere end Depeche Mode eller Kliché værdigt.
Well, I kan jo kalde det en erhversskade eller arrogance, at jeg normalt ikke gider spilde tid på, hvad andre end jeg selv skriver om musik. Men i Nephews tilfælde og til deres forsvar vil jeg gøre en undtagelse. Jeg har nemlig læst de evindelige afskrivninger af Simon Kvamm og co. som minimælks-miniaturer af Depeche Mode og Kliché. Og det er jeg godt, gammeldags C.V. Jørgensensk JUNKIE-TRÆT af!Jo, de familiære bånd til Gahans gungrehoveder og H.U.G.s herrer er da ikke sådan at snitte over – og jeg tvivler ærligt talt også på, Nephew ville have det sådan – men at afskrive Nephew som blotte kopier af forbillederne er fandme ligeud for dumt.
Nephew har – væsentligt – et rockattack, som er et Heavy Metal band snarere end Depeche Mode eller Kliché værdigt.
Det er helt deres eget, det dér.
Nephew har også – endnu væsentligere – en hoben hårdtslående hymner, som ikke mindst takket være Simon Kvamms anarkistiske tilgang til tekst-skrivning ikke har deres lige. Om det er ”Igen og igen” eller ”DTAP” eller noget helt tredje er sådan set ligegyldigt.
Fælles for det hele er nemlig, at det er intelligent og originalt.
At Nephew tilmed er blevet velsagtens Danmarks største rockband på den formel kalder på respekt, og at det også er ærligt fortjent, førte bandet så overbevisende bevis for, da de fredag aften med en monumental magtdemonstration af en koncert viste sig som Skanderborg Festivals sande hovednavn.
”Go’ aften, Skanderborg: Nephew er kommet hjeeeeeeeem,” konstaterede Kvamm allerede efter første nummer, ”DTAP” (bandet kommer ganske vist fra Silkeborg, men det er jo lige nede ad vejen hér). Der var ingen, som følte sig påfaldende kaldede til at sige manden, som fraset Volbeats Michael Poulsen ikke har sin lige som frontmand i dansk rock, imod.
Tværtimod. En pakket plads i Skanderborg svingede lyssværdene, tændte lighterne og mobiltelefonerne og red betingelsesløst med på den barrage af bragende, bannersvingende høvlehits, Nephew diverterede med. Og tilmed med inspireret valgte gæster i L.O.C., Nik og Jay samt Peter Sommer (i den pragtfulde ”8600”) som yderligere krydderi på en koncert, som beviste, at hvis vi har ét band – igen udover Volbeat – i dette land, som har format til at spille stadioner op, så er det band sgu’ Nephew.
Sjældent har nådesløshed i eksekvering føltes så rigtig.
”Er det efterhånden ikke svært at juble over Nephew, når de er så bastant vidunderlige,” som en underdrejelsens mester, jeg kender, påpegede.
Næ, det synes jeg egentlig ikke. I har lige set et eksempel på at det såmænd er nemt nok.
