KØB PLUS!
(4/6)

Musikkens Chuck Norris gæstede Danmark

’Ryan Adams er musikkens svar på Chuck Norris – han rammer hver gang,’ stod der i en kommentar, som jeg engang læste under en youtube-video med selv samme. Og efter at have overværet Ryan Adams An Acoustic Performance i Koncertsalen tirsdag aften, vil jeg give den anonyme afsender af citatet ret.

Ryan Adams An Acoustic Performance
Koncertsalen, tirsdag kl. 20
Opvarmning: Jesse Malin

Men Chuck Norris skal også eksistere mellem hvert slag, og her må sammenligningen mellem disse to så store mænd ophøre.
 
For det var alligevel en sart lille mand, som gik ind på Koncertsalens pompøse scene, efter en ganske tåkrummende opvarmning af hans ven Jesse Malin. Hans lille krop fyldte ikke meget i landskabet, som var forsøgt gjort intimt ved hjælp af en næsten dagligstuelignede scene.
Og ind kom det musikalske vidunder slendrende med en flaske vin, fuldstændig uanfægtet af det brøl, som publikum i ren hunger leverede.
 
Han lagde ud med ’Oh My Sweet Carolina’ og gav os den forløsning, som vi havde ventet på. Med en sprød akustisk guitar og en sart, dog insisterende stemme, kom han helt ud i de krøllede hjørner af Koncertsalen med en lyd, som sad man lige foran ham i hans dagligstue (ikke at jeg ved det, men drømme er der jo nok af).

Der var helt klare referencer til lyden af Neil Young, hans tekster er – måske ikke ligeså rammende som – i samme leje som (oh forbyd det) Bob Dylan med en, i hvert fald indtil for få år siden, produktivitet som Willie Nelson.

Hårene rejste sig i nakken, så smukt var det – og det var absolut ventetiden værd. Ryan Adams havde udvalgt sange, som han mente ville kunne klare sig uden hjælp fra forgangne bands som Whiskeytown eller The Cardinals, men det betød ikke, at vi ikke fik lov at få klassikerne.
’Caroline Rain’, ’If I Am A Stranger’, 'This House is Not For Sale’, ’Halloween’, ’September’, ’Dancing with women in Bars’ og ’Sylvia Plathe’ var bare få af dem.
 
Men i mellem disse oplevelser kom Ryan ofte selv i vejen. Han fumlede rundt, til tider i flere minutter. Han kunne ikke finde et spotlys, som kunne klare både ham og de tekster, som han havde medbragt. Så der blev fingereret med en lommelygte og voila, så var der spot.

Han kunne ikke lige finde den sang i mappen, som han ønskede at spille. Mappen, som eftersigende bare spyttede ham i ansigtet, for han læste kun i den efter han havde glemt sine tekster.

Ledningen var ikke lang nok, jakken for varm og så videre og så videre. Det virkede nogle gange som om, at han havde glemt at publikum var betalende gæster. Ikke bare gæster i førnævnte dagligstue. Og det var charmerende i begyndelsen, men som aftenen trak ud blev det for mig en anelse anstrengende.
 
Fumlen blev for det meste glemt, som da han sang ’New York, New York’ ved klaveret, eller som da han forklarede, at en af hans største klassikere ’Two’ ikke handler om kærlighed, som de fleste nok ville have taget for givet; men aspiriner. It takes two/when it used to take only one, sang den 36-årige Adams. Så sandt, så sandt.

Mod enden vågnede han en hel del op, det var som om han fik øjnene op for publikum. Hans hvisken mellem sange blev til tider til et stemmeleje, som kunne høres, og sangbogen blev foldet yderligere ud. Hvad kan man sige til, at en mand som har storproduceret hits på hits skal bruge sin sangbog for at huske sine tekster?
 
Han fik presset ’Sweet Illusions’, ’English Girls’ og førnævnte ’Sylvia Plathe’ ind, hvor intimiteten straks var tilbage og jeg huskede, hvorfor han har fulgt mit musikkatalog i så mange år. Det var så knivskarpt, på den lidt sjuskede måde, der hvor man kan høre både country og blues dumpe ind. Og så kom ekstranumrene.
 
’Let it Ride’ blev serveret, hvorpå han ville spille nye sange, men tog sig åbenbart i det efter en falliterklæring fra nogle af sangene, da han spillede dem i Malmø mandag. Men pyt med det, jeg nynnede ’16 Days’ hele vejen hjem, og var taknemmelig for den små timer lange session i hans dagligstue. Tag nogle venner med næste gang, Ryan.

Læs også: