Med ’Mines’ har Menomena ikke blot begået deres mest velproducerede album til dato – de har også skabt lille genistreg inden for den eksperimenterende rock.
I næsten et årti har Portland-trioen Menomena ligget og rumsteret ude i rockgenrens obskure periferi – deres musik har alle dage været svær at kategorisere og for eksperimenterende til at kunne markedsføre som ren pop, selvom de gode melodier altid har været til stede i deres sange.
Lige siden 2003’s debutalbum ’I Am the Fun Blame Monster!’, som var et lille mesterværk og som bød på et utal af genrer og en instrumentering, der talte alt fra det regulære rock-setup over saxofon og xylofon til samplinger, har denne trio aldrig ligget stille, rent musikalsk.
I 2005 kom de tre herrers mest avantgardistiske og eksperimenterende plade ’Under an Hour’, men to år senere udsendte de så pludselig dens diametrale modsætning i form af ’Friend and Foe’, der stod som Menomenas klart mest poppede musikalske statement til dato.
Og hvordan følger man så op på dét? Tja, gutterne har åbenlyst selv været i tvivl, for foreliggende ’Mines’ kommer mere end tre et halvt år efter ’Friend and Foe’ og er deres mest gennemarbejdede og nørklede værk hidtil.
Ét er dog som altid sikkert: disse 11 kreative rockeksercitser ville kun Menomena have kunnet stå bag, endsige udført; her er stadig tale om svært dragende toner, knækkede rytmer og stærke melodier – alt sammen udført med den sædvanlige skæve varemærkevirtuositet.
Danny Seims hårdtslående og innovative trommespil udgør stadig skelettet i sangene, som alle er viklet sammen til en musikalsk labyrint, der aldrig bliver bare tilnærmelsesvis kedelig at fare rundt i, mens de tre medlemmer konstant skiftes til at varetage vokalerne.
Desorienterende omkvæd
Som nævnt er ’Mines’ Menomenas mest stramt sammensatte og samtidig mest dystre værk.
Og det kommer til udtryk fra start med den afdæmpede ’Queen Black Acid’, der udelukkende drives frem af Justin Harris’ nasale stemme, spartanske trommer, stille guitar og en simpel baslinje, inden altsaxofon og klaver løfter det storladne omkvæd til et nyt niveau.
Omvendt er pladens anden sang ’TAOS’ en tonsende groovy sag med et desorienterende omkvæd tilsat strygere (som sender tankerne i retning af ’Busy Bee’ fra den forrige plade), mens ’Dirty Cartoons’ er atmosfærisk, akustisk reggae. Så kender man de tre eklektikere.
Funky ukulele og dunkel dub
Det er stadig komplet umuligt at sætte denne trio i bås, idet der hoppes fra genre til genre for hver sang, som altid bobler af eksotiske instrumenter – sjældent har man så meget at skrive om i en pladeanmeldelse, for stort set hver sang er en lille specialitet i sig selv.
Førnævnte ’Dirty Cartoons’ byder på olietønder, mens ’Tithe’ åbnes af en lang intro på kalimba, inden Danny Seim selv synger over sit pulserende beat, og ’BOTE’ viser Menomena fra en hårdere rockende side med hidsig slideguitar og buldrende trommer under klimakset.
I ’Lunchmeat’ afbrydes stemningen pludseligt af en funky latinomelodi udsat for ukulele (!), og den dunkle dub-sag ’Oh Pretty Boy, You’re Such a Big Boy’ lyder som elektronisk musik uden at være det, mens altsaxen kæmper med baggrundens obskure synthesizer-effekter.
Unik musik
Kort sagt er ’Mines’ ren musikalsk hjernemassage og desuden 2010’s bedste plade hidtil. Det eneste der holder skiven fra samme mesterværkstitel som debutalbummet, er ’Killemall’ og ’Five Little Rooms’, der begge virker for letkøbte (og simple) i forhold til de resterende sange.
Til gengæld er grandiose ’Sleeping Beauty’ en af de bedste, sonisk svævende sange, Menomena nogensinde har lagt navn til, og ’INTIL’ sætter et gravalvorligt punktum for en i forvejen mørk, men på én gang seriøs og fantasifuldt legende plade.
Det eneste irriterende ved Menomena er, at deres krøllede sange formentlig aldrig vil opnå bred succes, for det kræver nemlig mindst en håndfuld gennemlytninger at fange genialiteterne.
Ja, ’Mines’ tager tid at absorbere, men den anbefales på det varmeste til alle, der higer efter unik musik, og måske især til de der brokker sig over, at nutidens rock er for kedelig.
