Før har rockens svar på ridderkorset - The Rock'n'Roll Hall of Fame - formået at gendanne grupper som Fleetwood Mac, Talking Heads og Cream.
Og nu kommer turen måske til selveste ABBA.
Efter en lang udvælgelsesproces er den svenske popgruppe blevet udpeget til den store ære sammen med bl.a. Genesis og reggae-legenden Jimmy Cliff.
Hermed gør de navne som The Beatles, Rolling Stones og (sidste år) Metallica følgeskab ind i logen.
Og hvis traditionen holdes, så skal ABBA ikke alene modtage prisen. De skal også optræde.
Den slags kan selvfølgelig gøres i form af blot Bjørn og Benny plus nogle nye sangerinder. Men hvis det skal være helt rigtigt, så skal Frida og Agnetha også møde op.
Fra ABBA-lejren siger Benny Anderson:
- Jeg troede slet ikke, at den slags kunne ske. Vi er jo et popband - ikke et rockband. Men som en fremmed fra nordpolen føles det virkelig godt.
Med hensyn til den mulige genforening, minder Benny alle om, at Agnetha Fältskog ikke bryder sig om at flyve. Men han udelukker ikke noget.
- Jeg skal lige snakke med de andre, siger Benny.
Med hensyn til en Genesis genforening er chancerne større.
Således vil Phil Collins nok ikke spille på trommerne. Hans håndled har det ikke så godt. Men alle håber og regner med, at både Collins og gruppens tidligere forsanger Peter Gabriel vil være med på scenen, når ceremonien finder sted 15. marts i New York






















