Se, der findes jo visse såkaldte absolutter hér i verden.
For eksempel: kan stegt flæsk med persillesovs blive mere stegt flæsk med persillesovs end nogensinde?
Nej, naturligvis ikke.
Eller: kan ét af verdens ultimative rock’n’roll bands blive mere rock’n’roll end nogensinde?
Nej, det skulle man jo ikke tro.
Men så gør man regning uden de mesterlige motörhøvl, mægtige Motörhead og Hans Velærværdighed 'The Walkin’ Whiskey Bottle', blandt venner kaldet Lemmy, diverterede os med i Den Grå Hal på Christiania lørdag aften.
Denne aften VAR selv Motörhead mere rock’n’roll end nogensinde - og det vil sige noget fra et band, som rangerer side om side med AC/DC, når det handler om lige-ud leverance af den legesyge, den livskraft, det letlevned og dén skamløse liderlighed, rock i sin reneste form er.
Lemmy (bas og vokal), Mikkey Dee (trommer) og Phil 'The Welsh Wanker' Campbell (guitar) spillede simpelthen, så det mindede én om, hvorfor man egentlig i sin tid startede sin livslange affære med urkraften rock’n’roll.
Motörhead serverer sådan en aften et bastardiseret bunkeknald af bedårende bekræftelse på, at der ER noget hér i livet, som er rigtigt og reelt. Og i Den Grå Hal spillede den triumferende trio sig op i et skylag, de - trods deres konstant høje niveau - ikke har befundet sig i meget længe.
Det skyldtes så flere faktorer. Ikke mindst at Den Grå Hal er det perfekte sted at anbringe Motörhead. For selvfølgelig skal verdens mest møgbeskidte rock’n’roll band, som gør for politisk korrekthed, hvad Paris Hilton gør for ydmygt mådehold, da spille et sted, hvor rygeforbud, asketisk adfærd og mådehold er reduceret til et svindende glimt i en fanatisk fitness-instruktørs øjne.
Når det er sagt, stillede Motörhead oven i hatten med den bedste sætliste, jeg har hørt dem spille i over ti år. Væk var trætte, ligegyldige speed-øvelser som 'Sacrifice' og 'Civil War' til fordel for mellemgulvs-masserende mestermesser i midtempo som 'One Night Stand' og 'The Thousand Names Of God', melodiske mavepustere som 'Another Perfect Day' og en blændende spillet 'I Got Mine' og - absolut størst - den af mange næsten glemte, men bedårende beskidte blues 'You Better Run'.
Hold da kæft og alt det dér. Og hvor passende var det lige - hér mens man forsøger at 'lovliggøre' Christiania - netop dér at spille en fænomenal udgave af Lemmys ode til politikerlede, 'Just ’Cos You Got The Power (That Don’t Mean You Got The Right)'?
Nemlig!
Motörhead begik for nogle år siden en sang med titlen 'God Was Never On Your Side'. Men ved I hvad: hvad rager det os, så længe Lemmy er på vores side?
For det er han. Lad os leve livet - adskillige forstandige fætre har i sin tid påpeget, at det er dét, vi har det til.
Det hér fås simpelthen ikke bedre. De er Motörhead, og de ER rock and roll!
