Musicalen ’Spamalot’ balancerer hårfint på grænsen mellem guddommelig pjank og Monty Python-agtig slapstick på den ene side - og klassisk Broadway-musicalpastiche på den anden. Det truer undervejs med at tippe til den forkerte side og ende som en død papegøje af et overfladisk udstyrsstykke, svøbt ind i en myriade af åbenlys metahumor og referencer.

Men den pythonske surrealisme, komiske tyngdepunkter i skikkelse af især uforlignelige Lise Baastrup og solide Stig Rossen og ikke mindst Henrik Lykkegaards fremragende danske tekst redder den hjem.

Man kan se mødet ved den årlige Monty Python julefrokost en gang i begyndelsen af 00erne for sig.

Eric Idle: Jeg har tænkt på at lave en musical baseret på ’Monthy Python og de skøre riddere’. Den skal hedde 'Spamalot' og 'Always Look at the Bright Side of Life' skal synges mindst to gange.

John Cleese: Hvaaaaad? Det har vi snakket om før. Det var min idé først.

Michael Palin: Er der ikke noget med, at 'Halløj på badehotellet' lige så meget var vores andres idé som din, John?

John Cleese: Det er noget helt andet!!!

Eric Idle: Inden du kommer for godt i gang, John. Hvordan går det med at finansiere dine skilsmisser for øjeblikket?

Og således enedes de overlevende medlemmer af den mest indflydelse komikergruppe nogensinde om at lade Idle lege videre med sin musical. Især Terry Jones og Palin har med vanlig pythonsk ligefremhed og ærlighed aldrig lagt skjul på, at det bedste ved ’Spamalot’ i deres øjne er den årlige check.

I så fald er det en meget morsom pensionsopsparing.

Grundlaget i ’Spamalot’ er samme dejligt groteske historie som i ’Monty Pyhton og de skøre riddere’. Kong Arthur i Stig Rossens skikkelse på jagt efter den hellige gral, omgivet af tumper og fjollerikker. Tilføjet den ene stort anlagte scene med masser af glimmer, labre danserinder og trapper, som diva Baastrup kan gå op og ned ad, efter den anden. Som i en klassisk, amerikansk musical.

Det er langt fra første gang, ’Spamalot’ bliver sat op i Danmark. Den har kørt to sæsoner på Odense Teater og cirkulerer i øvrigt rundt i landet i amatøropsætninger.

Men det er første gang, den sættes op med en (på papiret så umage) stjernebesætning som i Tivolis Koncertsal.

På forhånd havde jeg frygtet, at dette all stars-hold ville vise sig at være et match made i et gadekryds. Men det fungerer måske lidt overraskende lydefrit som et kollektiv med solide Rossen som anker og modspil til fjogerierne omkring ham. Og ja, Stiiiik, som Eric Idle kaldte ham under fremkaldelserne efter forestillingen, har et enkelt nummer, hvor han synger igennem.

Den danske musicalkonge er både på hjemmebane og udebane i denne musicalparodi. Det klarer han flot.

Lise Baastrups rolle som Damen fra søen ligner en ønskerolle. Skuespilleren, der blev landskendt via Cirkusrevyen, har så meget 'larger than life (of Brian)'-glød og autoritet, at hun flere gange er tæt på at stjæle showet.

Martin Brygmann virker ikke overraskende som skabt til rollerne som pythonesque figurer. Især hans franske soldat på en borgmur (ham der smider køer efter Kong Arthur) er vidunderlig morsom med denne her særlige rørende undertone, der næsten altid er i Brygmanns karikaturer.

’Spamalot’s helt store positive overraskelse er Linda P. Det er langt fra første gang hun spiller skuespil. Hun har en sin egen specielle og dybt personlige rytme og swag, uanset om hun spiller mandlig væbner eller enfoldig mor i skoven.

Underligt at rollen som Kong Arthurs tro væbner ikke er tilfaldet musicaltalent Pelle Emil Hebsgaard, der mest skinner som elskovssyg kongesøn. Thomas Warberg gør det glimrede, men han er bedre som komiker og skuespiller, end som sanger. Hans ’Always Look at the Bright Side of Life’ hører bestemt ikke til livets lyseste sider.

Udsprunget af Eric Idles og hans medkomponist store fascination af de store, klassiske musicals, er der meget koreografi, staffage, parodi og show i ’Spamalot’. Også for meget efter min smag, så flot, det end er. Går man i Tivoli som ny eller gammel Python-fan, er det en god idé at indstille sig på, at Camelot ligger i Las Vegas på forhånd.                                                                          

Er det for meget? Nej, i sidste ende handler det om Monty Python, uanset de mange parafraser. Dels selvfølgelig i kraft af historien om de skøre riddere, dels i de imponerende mange kulisser og elegante løsninger. Som f.eks. The Killer Rabbit, som man næsten griner mere ad end i filmen.

Dels i den pythonske grundtone, der med sine absurde indfald og samfundssatire lige så meget er et sindsbillede for fritænkere med samme forhold til humor, som andre har til deres bibel eller koran. Monty Python er en måde at anskue verden på, akkompagneret af en rungende latter og en gang eggs, eggs, eggs and spam.

Trods sin tendens til scenografisk overpjank og udstyrsfrådende musicalparodi er 'Spamalot' virkelig morsom.

'Spamalot', musical, premiere i Tivolis koncertsal, onsdag aften
Stig Rossen, Lars Hjortshøj, Martin Brygmann, Linda P,Thomas Warberg, Lise Baastrup, Kenneth M. Christensen, Pelle Emil Hebsgaard m.fl.

Instruktion:. Anders Albien, Dialoginstruktion: Hella Joof