Det var med en vis spænding, at man imødeså, hvad der ifølge forskræppet var et indblik i MØ's sange, som de lød, da de blev til. Og selv om koncerten lagde ud med ballader som Fire Rides og det store orgiastiske doowop-hjertesuk, Never Wanna Know, var det som så med fornyelsen.
Langt hen ad vejen var de versioner, man fik serveret, nærmere orkestreret en kende om, frem for at være et friskt take på et repertoire, som vi efterhånden er mange, der kender endda rigtigt godt. Ikke mindst fordi vi jo ret beset snakker materiale fra et enkelt album og et par ekstra ting.
Rammen var ellers i den grad til stede her 17 dage efter Underholdningsorkestrets exit - de kunne ellers have givet aftenen det der sus, som tidligere har skabt mindeværdige forestillinger i de fornemme rammer, tænk bare på Choir Of Young Believers' koncert. For med MØ's storladne pop, kunne der have været noget at arbejde med. Men mindre kunne også gøre det.
Forskellige venner var indkaldt, og de klarede sig forskelligt. Som forsangeren fra When The Saints Go Machine, Nikolaj Manuel Vonsild, der som den første trådte ind ved siden af MØ og forsøgte at give Maiden farve, uden at det egentlig gjorde hverken fra eller til.
Ligesom den danske keyboardartist, der går under kunstnernavnet Sekuoia, kom forbi på en progrock-svulstig intro til Glass, som vi også nemt kunne have været foruden. Nej, faktisk var det i gensynet med rødderne i form af veninden fra punkbandet, MOR, nemlig Josefine Struckmann - netop færdig på Det Fynske Kunstakademi - at der for alvor skete noget.
Sammen gav de en ret sød version af One More, den fede sang som MØ i efteråret hittede med sammen med svenske Elliphant, et nummer der var forfriskende al den stund, at ret mange af MØ's fraseringer på de øvrige numre har det med at ligne hinanden, som var skabelonen den samme. Her bliver det fedt, når karrieren kommer lidt længere hen, og der kommer flere farver på en allerede pænt farverig palet.
MØ sang formidabelt under hele koncerten. Hun synes for undertegnedes ører at være i gang med en udvikling af vokalen, der både indeholder mere rå og kantede toner og også har en del nye udtryk, der både kan være kælne og mutte, men først og fremmest er karakteriseret ved den vanlige soulede indgang. Vi er stadig ved indgangen til noget, der kommer til at vokse sig meget større, sådan er talentet, fornemmer man.
Jeg kan stadig slet ikke få nok af sange som Waste Of Time med det helt vidunderlige omkvæd: "Whoa-oh, where is the love we had, love we had, Oh, what a waste of time. Why does it hurt so bad, hurt so bad, Why do you always make me cry, Oh what a waste of time..." Her entrede MØ på No Mythologies To Follow noget dybt originalt, som stadig rammer i hjertekulen på én, der har oplevet en række koncerter over det sidste halvandet år.
Ud over de nævnte kunne jeg bedst lide The Sea, hvor de præindspillede vokaler svøbte sig omkring en vidunderlig sang, som for alvor peger videre for en artist i rivende udvikling. Her fortjente salen - og publikum - at ægte korsangerinder kom forbi og sang op til MØ.
Fordi formatet lagde op til improvisation. Som MØ sætter sit hår op i den berømte hestehale, har hun det med at levere maskineltstramme sange, som ikke får den der ekstra frihed. Hvor alle løb op blandt publikum, og hvert et skridt synes koreograferet på sekundet.
Det blev en fed koncert, selv om vi ikke havde fortjent at få pausemuzakken lige i synet, inden lyset var blevet tændt. Men det er en detalje.
MØ, Koncerthuset, DR Byen, København, lørdag d. 17. januar 2015
