Som man kan læse i musik.BT.dk’s interview med Jenny Wilson, har hun ladet sig inspirere til sin nye plade af at gå rundt derhjemme med sine to små børn omkring sig. Det betyder dog ikke, at hendes nye plade, ’Hardships!’, er fyldt med vuggeviser.
Men at være mor er da heller ikke nyt for Wilson; det var hun allerede, da hun indspillede 2005s debutplade ’Love and Youth’, men siden dengang er der kommet atter et distraherende kravl til, som skal passes.
Den gode Jenny fremstår dog langt fra distraheret. I hvert fald leverer hun igen popperle på popperle, uden at det på noget tidspunkt går hen og bliver banalt at lytte til.
Med en utrolig selvsikkerhed, bevæger sangerinden sig fra det elektronisk ambiente (’The Path’) over den nærmest håndtegnskastende soul/hiphop (’Like a Fading Rainbow’, ’Clattering Hooves’) til nedstrippede klaverballader (’Porcelain Castle’) og titelnummeret og ’We Had Everything’s kammermusik.
Scroll ned for a læse videre…
Seriøs pop
Nogle vil måske kalde det her for art-pop, og der er heller ikke langt Kate Bushs avantgardistiske univers, men Wilson formår oftest at krydre sine sange med en lettilgængelig popmelodi, så hun samtidig lyder som en moderne Joni Mitchell.
Alligevel er ’Hardships!’ – trods sine mangelagrede tekster – en lovligt lang plade på næsten en time, og man savner instrumental alsidighed.
For selvom om Jenny Wilson overbevisende hopper fra genre til genre, så er de fleste sange bygget op omkring klaveret, trommer, håndklap og rislerasle-instrumenter; det bliver simpelthen lidt for ensidigt, når man skal lytte på det i næsten en time.
Med det sagt, så må altså man kippe med broderlandets blå/gule flag for Wilsons insisteren på taget popmusikken seriøst.
Og også hatten af for hendes lyst til at udfordre sin målgruppe, inspirere mødre med spædbørn og overbevise disse om, at man altså sagtens kan komponere intelligent musik, selvom dagligdagen er fyldt med gylp og babyskrig.
