Lige nu holder de pause. Men Metallica varsler mindst ti mega-koncerter til næste år. Og måske vil James Hetfield dele leadmikrofonen med ingen ringere end operasanger Renée Flemming

Det gik vildt for sig, da Metallica fornylig turnérede i Sydamerika. Men slagsmål og det store menneskehav foran scenen har ikke taget modet fra Lars Ulrich og kompagni - tværtimod.

Gruppens manager Peter Mensch afslører således i et nyt interview med bladet Classic Rock, at han og Metallica har store planer for 2011.

Der er tale om mindst ti koncerter i stil med det, Mensch refererer til som "Pink Floyds The Wall" - altså kæmpe multimedia-show med plads til måske over 100.000 fans.

Koncerterne vil efter al sandsynlighed blive afviklet på nogle af klodens største venues. Og i interviewet dropper Peter Mensch også et højst uventet solistnavn: nemlig den respekterede amerikanske operasanger Renée Flemming.

Flemming har ført gjort sig bemærket i usædvanlige sammenhænge. Således sang hun på det opdigtede sprog Sindarin i filmserien "Lord of the Rings". Og Metallica har som bekendt indspillet med symfoniorkester og Marianne Faithfull.. så intet er umuligt.