På Manics’ seneste par album ”Know Your Enemy” og – specielt – ”Lifeblood” fra 2004, som havde omtrent så meget livsblod som en drænet død dronte på køl hos konservatoren, lød det imidlertid, som om det eneste, som kunne tage ved trioen fra Wales, var rockkirkegårdens bedemand.
Well, whiskydestillerierne nåde os fattige i troen, for på det nye album 'Send Away The Tigers' TAGER det James Dean Bradfield, Sean Moore (trommer) og Nicky Wire (bas) i en grad, så albummet færdes under de samme højtsvungne rock/pop-perle himmelvælg, som nyklassikerne 'Everything Must Go' (1996) og ”This Is My Truth, Tell Me Yours” (’98) gjorde det.
På 'Send Away…' har Manic Street Preachers ikke alene gen(op)fundet de himmelstræbende harmonier og melodier, som gjorde de ovenfor nævnte to album uomgængelige, tilmed sender det mere rockende tilsnit på mange af sangene velkomne venlige vink helt tilbage til bandets helt tidlige glamrock-dage.
Langt størstedelen af 'Send Away…' er intet mindre end mesterligt poprock-arbejde, og sange som 'Your Love Alone Is Not Enough' (med Nina Persson fra Cardigans i suveræn samklang med James D.B.), 'Indian Summer', 'The Second Great Depression' og albummets totalt tåretrækkende topskud ”Autumn Song” får selv en pisseirriterende pessimist som undertegnede til for en stund at overveje, om der måske i virkeligheden alligevel er en slags mening med det hele. Ét er sikkert: ethvert band, som kan finde på at starte et refræn (”Autumn Song”) med ordene 'What have you done to your hair', er okay i min bog.
Ja, undskyld mit tvivlsomme greb om swahili, men hold da helt kaglende kæft, hvor er det smukt. Og jeg vil vove den påstand at man skal være regulært idiot for ikke at falde for SÅ flot musik, som dette hér vitterlig er.
- Steffen, for fanden, du kan da ikke mene, at jeg skal vente helt til mandag 7. for at få fat i det hér, som min gode ven Michael udbrød, mens abstinenssymptomerne lod sig registrere på Richter-skalaen, da jeg havde udsat ham for et par gennemspilninger af ”Send Away The Tigers” midt på ugen og siden slukkede for anlægget.
Det er dén slags plade, venner. Køb den og forkæl jer selv, og så vil vi i øvrigt gerne have Manic Street Preachers tilbage på en scene i nærheden, og det kan kun gå for langsomt.
Men havde de dog bare undladt det dybt forudsigelige og lamme ”hemmelige” nummer (ja, det må I selv opdage) til slut, for så havde der ingen vej været uden om samtlige seks stjerner.
