MONSTER MAGNET, Pumpehuset, København, 12.03 , fem stjerner

Der er dem, der hævder, at Monster Magnet fra New Jersey ikke er, hvad de var engang – de pågældende tager fejl

”I'm never gonna work another day in my life
The gods told me to relax
They said I'm gonna be fixed up right
I'm never gonna work another day in my life.”

Så mange var ordene, da Monster Magnet fra New Jersey, USA, tilbage i 1998 én gang for alle – i hvert fald som overtegnede fortolkede det - gjorde det klart, at magthavernes  primære mål dengang som nu syntes at være at drive os andre til vanvid og ud på kanten af helvede af stress og andre dårligdomme. I sangen ”Powertrip”.

Så kunne vi stå derude, kunne vi. Kigge ned i afgrunden. Tænke på at man nok endte dernede alligevel. Og lade sig skylle ud i glemslen. Så havde man i det mindste været med til at få de så ofte omtalte ”hjul” til at rulle. Med en omkørsel lige lukt ad helvede til – nu var guldet alligevel skummet af din sved.

Som faktisk en anden stolt søn fra New Jersey – navnet er Bruce Springsteen – også har skrevet ganske mange sange om.

Anyway. Så var det, Monster Magnet sagde ”nej!” og i samklang med rock’n’rolls sande ånd proklamerede ”fuck that!” Rock handler rent åndeligt ikke mindst om at leve det liv, der er dig givet frit, og din ret til at gøre præcis, hvad fanden du vil. Så længe du i øvrigt opfører dig anstændigt og lader andre leve deres liv, som DE vil.

Det handler om frihed, d’damer og herrer.

Det var budskabet dengang, og det var det stadigvæk atten år senere, da MM boss Dave Wyndorf og resten af bandet lørdag aften trådte op i Københavns Pumpehusest med en aldeles fremragende koncert.

En koncert, som holdt stort set samtlige rockens dyder i hævd.

Se, nu er jeg til fulde klar over, at den følgende beskrivelse skaber billeder, som kan mentalt forstyrre sjælefreden hos følsomme sjæle, men hør mig nu lige ud hér. Hvis Black Sabbath indlod sig på intimt samvær med The Doors og hyrede spacerockbandet Hawkwind som fødselshjælpere for resultatet. . . ja, så er den brølende bastard, som ville være resultatet af omtalte samvær, lige præcis Monster Magnet!

Og når Monster Magnet er bedst, og de var i mesterlig form i Pumpehuset, så leverer de den dag i dag en klassisk rockvare af en så kolossal kvalitet, at det er hindsides min fatteevne, at dette band ikke fylder arenaer snarere end forholdsvis beskedne spillesteder som Pumpehuset.

Numre som ”Dopes To Infinity”, ”Space Lord”, “Melt”, “Tractor”, “I Want More” og førnævnte “Powertrip” – for blot at nævne seks - er simpelthen tidløs rock af himmelstræbende karat.  Spillet af et band, som kan det dér med at levere varen med lys og skygge, stemning og sjæl, overskud og omtanke, så der ingen vej er uden om det dér forkætrede begreb ”dynamik”.

Når man kan dét der, så slår det også gnister. Hvilket det gjorde med et eftertryk som en benzinbrand i en stjernekasterfabrik i Pumpehuset lørdag aften.

Det var aldeles fremragende. Som sagt. Men det er det i reglen, når hele publikum som udgangspunkt udstråler længsel efter at få lov at høre et specielt band igen, og samme band så kvitterer med at levere præcis dét, man har savnet:

Sangene, spillet og – ja, så må vi til det igen – troen på at livet blev os givet frit.

Wyndorf for president!