PAUL MCCARTNEY, Color Line Arena, Hamburg, Europa-premiere
Indledningsvis skal jeg advare om, at visse formentlig vil føle det formålstjenstligt at korsfæste mig efter denne anmeldelse. Hvorfor jeg selvsagt iler med at oplyse, at sæson for den slags først oprinder til påske.
Men så kører vi: Paul McCartney er fremdeles i en koncertsituation rockens pendant til den velfriserede forstads-græsplæne, og kantklipperne knurrer åbenbart ildevarslende hver gang Sir Paul blot påtænker at slå et slag udenfor den – sorry! – slagne sødsuppe-vej.
Det kunne mandens koncert i Hamburg onsdag aften godt tyde på, at han faktisk selv er godt og grundigt træt af. Men han gør altså ikke noget ved det.
Paul McCartney, som nu foruroligende nok efterhånden har tilbragt 67 år i flinkeskolen uden en eneste pjækkedag, spillede med sit kompetente om end ansigtsløse orkester endnu en koncert, hvor man naturligvis skulle være direkte idiot for ikke at lade sig imponere af, hvilket katalog af klassiske sange manden er i stand til at brænde af sådan en aften. Men ulykkeligvis også en koncert hvor samme sange – i skræmmende mange tilfælde – blev direkte liret af.
De komprimerede – ja, der er som sagt ganske meget at gøre med hér – udgaver af sange som ”Drive My Car”, ”The Long And Winding Road”, ”Eleanor Rigby”, ”Jet”, ”Day Tripper” og ”Lady Madonna” eller ”Let It Be” og ”Hey Jude”, som begge for længst har overskredet sidste salgsdato, blev foruroligende nok i perioder næsten jappet af i standardarrangementer. Ja, jeg skrev ”jappet af” – af en mand, som – sin afvæbnende charme til trods – efterhånden synes at spille de sange langt mere for publikums skyld end for sin egen.
Og den slags er ikke så sympatisk, som det kunne se ud på papiret. Det er nemlig lige præcis dér, musik begynder at savne den kant, den nerve og den nødvendighed, som musik – og sgu’ da i særdeleshed uomtvistelige klassikere som de nævnte – skal spilles med.
Hvis de IKKE bliver det, bliver det kedeligt, og det er ulykkeligvis det den mest præcise beskrivelse af Paul McCartneys Europa-premiere, jeg kan komme op med. Ulykkeligvis fordi McCartney slæber rundt på et bagkatalog og en begivenhedernes bagage, som til hver en tid burde være en begivenhed. Ikke blot fordi vi står i Hamburg, hvor The Beatles for næsten 50 år siden trådte deres første famlende barneskridt, men fordi McCartneys (nå ja, og så ham dér Lennons) sange er en del af mange af os.
For det er de, ja de er.
Da vi oplevede vores største kærlighed og vores dybeste sorg. Da livet tog den forkerte drejning, og solsorten skvattede ned fra grenen, men det hele blev reddet, da vi så ”her standing there” og skreg ”gotta get you into my life”. Pauls sange var med os – uanset om vi ville have det eller ej.
De sange har fortjent bedre end den flinkeskole-karaoke, vi fik onsdag aften. Og sgu’ da i særdeleshed, når de bliver spillet af én af ophavsmændene til dem. Men det var faktisk kun ”Band On The Run”, ”Back In The USSR” og – utroligt nok – ”Obladi-oblada”, som onsdag aften blev afleveret, som om Paul og bandet for alvor mente det.
Jeg kunne aldrig drømme om at bebrejde Paul McCartney, at han et langt stykke ad vejen lever på fortidens meriter og applausen for samme.
Det er der sgu’ så mange, der gør, og vi elsker dem jo alligevel. Men modsat eksempelvis AC/DC og Leonard Cohen – for nu at nævne to fra hver sin ende af det stilistiske spektrum – evner Paul McCartney (eller evnede i hvert fald ikke i Hamburg) at spille den entusiasme og nerve ind i musikken, som de to nævnte gør.
