De to amerikanske soulsangere Maxwell og Mary J. Blige giver fælles koncert i Falconer Salen fredag den 21. oktober.

De to sangere har tilsammen vundet hele 11 Grammyer og er begge albumaktuelle i år. Maxwells "BlackSUMMERS'night", hans femte album fra med debuten i 1996, udkom 1. juli, og i efteråret følger Mary J. Blige trop med sit 13. studiealbum fra og med debuten i 1992.

GAFFAs anmelder Jens Dræby har netop tildelt Maxwells nye album fire stjerner under overskriften "Midterstykket med masser af kagecreme".

Blige har solgt 50 millioner albums på verdensplan, og hendes kommende udgivelse skal følge op på 2014's "The London Sessions".

De to soulstjerner har aldrig før turneret sammen, men har høje forventninger til samarbejdet. Mary J. Blige er stor beundrer af Maxwells musik: "Den taler til kvinders hjerter og får os til at føle os elsket. Jeg kan ikke vente med at turnere med ham," udtaler hun.

Lige så begejstret er Maxwell: "Mary er indbegrebet af soul. Hun personificerer alt, hvad en kvinde er, og hun synger alle kvinders daglige kampe og triumfer". Maxwell har i øvrigt ikke spillet i Europa i næsten syv år. Sidste gang i Danmark var i Amager Bio i november 2009, hvor GAFFAs anmelder Sohail Hassan uddelte fem stjerner og blandt andet skrev: "Han frække forføreriske drengede charme, hans energi og ikke mindst hans vokale ekvilibrisme er alle intakt."

Billetsalget begynder onsdag den 3. august.