Med bare en smule kendskab til Martin Brygmanns gøren og laden de seneste 25 år må man formode at titlen på de nye album 'Bates Delight' symboliserer dobbeltheden mellem det farlige og det delikate, det sure og det søde. Som han engang sagde i et interview: 'Der skal være en sten i skoen'. Eller 'Bates' som i den skræmmende Norman Bates i Hitchcock-gyseren 'Psycho'.

Men man skal ikke langt ind på det nye album, før det viser sig, at, hvad der måtte være af farlighed og irriterende sten under fodsålen, er pakket godt og grundt ind i vatteret, delikat lydlig perfektion.

Med alle Brygmanns utallige hit in mente er det overraskende at læse, at dette er mandens første soloalbum. Han har jo nærmest været der altid. Det første, ja, og det har taget lang tid at indspille og kostet en herregård, bl.a. med besøg i det legendariske Atlantis Studie, hvor også Abba indspillede.

Hvis man, som denne anmelder, føler sig ualmindelig godt tilpas i et drømmeagtigt, såkaldt ’chamber-poppet’ lydlandskab med udsigt til alt, alt for underkendte The Carpenters og Gilbert O'Sullivan og straks mere anerkendte Beach Boys (’Pet Sounds’ og ’Smile’), Burt Bacharach, Henry Mancini og Brygmanns store helt, Sir Paul McCartney, og dennes danske aflægger Rugsted & Kreutzfeldt – ja, så er 'Bates Delight' et overflødighedshorn.

Dermed også sagt, at fans af Brygmanns sikre pophit-hånd skal være indstillet på et noget mere slentrende tempo end normalt. Ikke at det ikke handler om ørehængende omkvæd - det ene vellydende, indsmigrende omkvæd svæver forbi det andet på dette superambitiøse album.

Men forvent ikke en ny ’Vi skal ud i det blå’ eller ’Kom lad os gå’. Forvent livtag mellem en begavet dansk popkomponist og store orkestrale udtræk, fast besluttet på at skabe popkunst.

’Bates Delight’ er noget så sjældent som et konceptalbum, stort set kun spillet med rigtige instrumenter, leveret blandt andet af Danmarks Underholdningsorkester.

Det er indimellem så formfuldt, at man føler sig som et viljeløst curlingbarn taget ved hånden af popfar på en sofistikeret drømmerejse. Sine steder er ’Bates Delight’ for smukt for dets eget velbefindende. 'Glorious Lighthouse', der lyder ellers lyder som en hyldest til det kvindelige køn, næsten trisser i søvn inden klimaks.

Men så er der jo 'Little Miss Peculiar' – der måtte komme et 'I love you' på dette kærlige album – med fornemme arketypiske 70er vokalharmonier

Og så igen. Der er momenter på ’Bates Delight’, hvor Brygmann f***** med de referencer, der blev nævnt i begyndelsen.

I den melankolske ’Me Myself and My Suitcase’ er der en sjældent hørt 1 til 1 sammenhæng mellem teksten om den ensomme rejsende og lyden. Flot, flot.

’Sleepwalker’ ville Paul McCartney gerne have skrevet og orkestreret i sine velmagtsdage. Ligesom de alle sammen gerne ville have skrevet den prægtige ’Five o’Clock in the Morning’, Brygmanns søde (sjældent ord i en anmeldelse) kærlighedserklæring til det lille kryb, der kravler ind i fars og mors seng klokken fem om morgenen.

Taget på sine egne præmisser er 'Bates Delight' er mindre dansk popmesterværk. Martin Brygmann har skabt et album, den danske rockscene ikke vidste, den savnede. I øvrigt er det godt at se Brygmann træde kunstnerisk i karakter efter en del år med diverse små og store skuespilroller.

Men jeg savner også noget kant undervejs. Lidt mere Martin Bøhmand og lidt mindre Martin Blød Mand ville have været fint.

Martin Brygmann, 'Bates Delight', album, udkommer 25. august.