Den amerikanske sangerinde er lige om hjørnet med sit første album med nyt materiale i fem år.

Den 27. maj udkommer Mariah Carey 14. udspil, og divaen er nu klar med både titel og tracklisting på albummet. Albummet kommer kort og godt til at hedde "Me. I Am Mariah ... The Elusive Chanteuse", og det kan forudbestilles allerede fra i morgen. Se cover og tracklisting længere nede samt video, hvori Carey fortæller om sit nye album.

"Me. I Am Mariah ... The Elusive Chanteuse" bliver det første udspil med udelukkende originalt materiale fra den travle sangerinde/filmskuespillerinde i fem år. På sangene får Carey også besøg af gæstesolister som Nas, Wale, Miguel and Fabolous. Og som om det ikke skulle være nok inkluderer et nummer også "Special Guest Stars" Morrocco og Monroe, Careys tre år gamle tvillinger.

Titlen på albummet kunne lyde som en typisk diva-bevinget håndrysten, men den har faktisk en langt mere personlig historie. Som Mariah Carey også forklarer i videoen, som du kan se her forneden, stammer titlen fra hendes første og eneste selvportræt, som hun tegnede som barn og underskrev på den måde. For god ordens skyld er portrættet selvfølgelig at finde på albumcoverts bagside. Fronten kan du se her:


Til trods for at sanglærkens seneste udspil "Memoirs of an Imperfect Angel" langtfra imponerede GAFFAs anmelder Michael José Gonzales, der kvitterede med to ud af seks stjerner, er Mariah Carey den bedst sælgende kvindelige kunstner nogensinde med mere end 200 millioner solgte albums, herunder mere end 600.000 solgte eksemplarer i Danmark. Hun har siden debuten i 1990 haft hele 18 #1-hits, hvoraf hun har skrevet eller co-skrevet de 17 selv, på den amerikanske Billboard Hot 100-hitliste. Foran hende er kun The Beatles, som har haft 20 #1-hits på listen.

Du kan se tracklisten for "Me. I Am Mariah ... The Elusive Chanteuse" her:

01 Cry
02 Faded
03 Dedicated FT Nas
04 #Beautiful FT Miguel
05 Thirsty
06 Make It Look Good
07 You're Mine (Eternal)
08 You Don't Know What To Do FT Wale
09 Supernatural FT Monroe & Moroccan Scott Cannon
10 Meteorite
11 Camouflage
12 Money ($ * / …) FT Fabolous
13 One More Try
14 Heavenly (No Ways Tired/Can't Give Up Now)

Deluxe Edition

15 It's a Wrap FT Mary J Blige
16 Betcha Gon' Know FT R. Kelly
17 The Art of Letting Go
18 Me. I Am Mariah…The Elusive Chanteuse

Hør Mariah Carey fortælle om albummet her.