Lad det være mig tilladt at henlede Deres opmærksomhed på en passus i den yndige gamle hymne 'Heaven Can Wait', som Iron Maiden fandt det passende at divertere alt folket med midt under deres koncert i Horsens søndag aften:
'Heaven can wait… wait till another day!'
Se, nu var problemet blot denne aften, at Himlen aldeles ikke kunne vente til en anden dag. Og det var Iron Maidens egen skyld. De kunne jo blot have ladet være med at spille Paradis ned på et – indtil søndag aften – gudsforladt jernbane-terræn i Horsens denne aften.
For det gjorde de sgu’ foran os 15000 i Horsens. Efter næsten 30 år som Maiden fan og frivilligt vidne til flere koncerter, end min læge nogensinde har fundet det tilrådeligt, falder det mig svært overhovedet at skulle skrive det hér. Men på den anden side set er der ingen vej udenom: denne aften i Horsens var én af de absolut største Iron Maiden oplevelser, jeg nogensinde har haft.
- For helvede, den sætliste er jo ren narko, som ét af Oraklerne fra Brøndby påpegede allerede under andet nummer 'Two Minutes To Midnight' påpegede. Sådan taler han nu engang, men han anede tydeligvis ikke, hvor vind og skæv han skulle blive under resten af koncerten, da Iron Maiden – totalt uden at agte på vores aldrende hjerter – bare læssede det fedeste af det absolut fedeste på med 'The Trooper', 'Wasted Years' (fuck yeah!), 'Number Of The Beast', 'Run To The Hills' og en sugende suveræn 'Rime Of The Ancient Mariner', alt imens de med noget så sjældent som en suveræn sound udendørs blev bedre, bedre og bedre til de tangerede det utilladelige.
Det er dét, der er det mageløse ved Heavy Metal, når genren bliver eksekveret af guder. Så findes nemlig ingen anden musikform, som spilles med den dér insisterende intensitet, som stiller dét ultimatium, som hedder 'enten er du med os, eller også er du imod os!' Og det kan Iron Maiden tillade sig, i og med de selv 28 år efter de debuterende leverer med en entusiasme, som havde de i forgårs fundet ud af, hvor fedt det er at lade hegnet gløde og rocken rase. Det kræver selvsagt, at man har musikken og spiller den med 130 procents overbevisning. Men det har, og det gør Iron Maiden.
- Velkommen til en parkeringsplads i Danmark, det er søndag, og vi har vel alle sammen været i kirke, som sanger Bruce Dickinson grinede efter de første par numre.
Well, hvis ikke vi havde, så kom vi det – undskyld ordvalget – fandme, da Iron Maiden umiddelbart efter satte i med 'Revelations'. En bedre aften i Kranieknusernes Katedral har ingen af os haft i årevis. En aften hvor Iron Maiden – modsat så mange af deres trætte samtidige – faktisk gjorde det, jeg kun havde turdet drømme om. Spillede om ikke dén bedste – Roskilde 2000 løber stadigvæk med æren – koncert på dansk gurund nogensinde, så i hvert fald den næstbedste.’
Men når Iron Maiden er næstbedst vasker de stadigvæk gulv med stort set alle konkurrenterne, og alt imens jeg ikke vil tage stilling til alle råbene om 'fuck Metallica!', skal jeg da ikke undlade at lade dem tale for sig selv.
Hvilket kun efterlader en oversættelse af omkvædet i Maidens signatur-sang 'Iron Maiden':
- Iron Maiden skal nok få jer – uanset hvor I er!
Gu’ skal de så. Selv på et forladt jernbaneterræn i Horsens. Eller som et andet af Oraklerne udbrød:
- Steff, lad dog være med at tage notater. Bare skriv "666 - rock and roll!
Det være hermed gjort. Forsvaret for glødende hegn og fest I gaden har afsluttet sin bevisførelse.
