Citat: Johan Olsen, Magtens Korridorer.

Ja, det skal sgu’ nok passe. Og nej; det gør det naturligvis ikke.

Se, så kan det meget vel være, korridor-knægtene ikke just er det musikalsk bedste band, der nogensinde har betrådt brædderne på den danske rockscene, men hvis vi ikke havde dem, blev vi altså nødt til at opfinde dem.

Der er simpelthen brug for Magtens Korridorer – et band, som hylder og besynger de fortabte, de følsomme og frygtsomme, fæhovederne og – ja, sgu’ da – festaberne hér i landet. For det er dét, de gør i et samfund, som efterhånden er så rundbarberet af de ”rigtige” meninger tyranni og ufravigelige regelsæt, at det ind imellem kan være svært at trække vejret i det liv, som salig Gasolin’ ellers forkyndte var ”os givet frit”.

Vi skal jo vel alle sammen være her. Så længe vi også alle sammen behandler hinanden ordentligt.

Magtens Korridorer skriver ikke mindst sange for dem, som med salig Dan Turells ord synes, at det hele er ved at være ”for meget, mand!”, og med det fornemme seneste album, ”Imperiet falder”, i bagagen har Korridorerne så endelig udviklet sig fra et ”fedt nok” liveband til et ganske forrygende ét af slagsen, hvilket man i dén grad fik lyd for ved den første af to fortjent udsolgte koncerter i københavnske Vega – beliggende på bandets hjemmebane, Vesterbro.

Med sangene fra ”Imperiet Falder” har Magtens Korridorer lavet et album, der lever op til gennembruddet ”Friværdi”, hvorfor man ikke længere bare står og venter længselsfuldt på ”Lorteparforhold”, ”Vesterbro” og ”Nordhavn Station” (selv om vi selvfølgelig også fik DEM fredag aften), som tendensen eller har været tidligere.

Hvilket selvsagt gør balancen i bandets sæt langt bedre, end den har været tidligere. Med halvdelen af sangene fra ”Imperiet falder” i sættet sammen med de oplagte træffere fra ”Friværdi”, kunne Magtens Korridorer i Vega tillade sig kun at trække på perlerne fra de to mellemliggende og pletvis tvivlsomme album imellem – ”Det krøllede håb” og ”Milan Allé”. Ja, det betød vitterlig noget, at primært ”Pandora”, ”Blå løgne”, en pragtfuld ”I øvrigt mener jeg” og en dårende dejlig ”Engle” repræsenterede de albums fredag aften.

Nu ved jeg man skal være forsigtig med at beskylde Magtens Korridorer for at have øvet – de bliver så let fornærmede – men i Vega var bandet tight og tændt, som jeg ikke tidligere har oplevet dem. Magtens Korridorer balancerer – når de er bedst – med stor charme i grænselandet mellem et lige-ud rock attack og en særegen sårbarhed.

Men nu skal det hele jo heller ikke blive så kedeligt, som Johan Olsen engang belærte mig om, da jeg forsøgte at få ham til at være nogenlunde alvorlig bare i ti minutter. For først og fremmest var det jo for fanden fredag aften og en fornem fest for alle, der gad feste med. Og så overflødigt det end måtte være at nævne det: det gad alle 1.500 i Vega.

Som Johan også slog fast ved ovennævnte lejlighed:

”Det er da fint, hvis folk får noget med hjem at tænke over fra vores koncerter. Men hvis de kun kommer for at drikke bajere og holde fest, så er det i dén grad også i orden!”

Uden man ligefrem behøver at terrorisere sine omgivelser med en fordrukken udgave af ”han er én af vor’ egne”, så kan det vel i den sammenhæng godt lige blive til ét: Sådan dér, Johan!

Tak for sangene, gutter. Jeg glæder mig allerede til næste gang.

MAGTENS KORRIDORER, Vega, København *****