Well, jeg erindrer – om end svagt – at én af mine intellektuelt udfordrede udenlandske kolleger en gang i 70’erne skrev følgende om Leonard Cohen: ”Ét lyt til én af Leonard Cohens plader understreger blot, hvor helt og aldeles formålsløst det er at være canadier.”
Den pågældende, som selvsagt i dag residerer i rockarkiverne under opslaget ”enestående jubelidioter i vor tid”, har formentlig og forhåbentlig fået lov at æde de ord med mosevand og skarntyde adskillige gange siden da. Og med god grund og et cirkelspark i de centrale dele.
I de sidste fire årtier har Leonard Cohen gang på gang understreget, at han med nogen sandsynlighed er dén største poet i populærmusikken nogensinde, og at han har formået at lade sin enestående lyrik følge til dørs af den ene fænomenale, følte og underfuldt underspillede melodi efter den anden.
Så er han tilmed med sin sympatiske, ydmyge udstråling som 75-årig om nogen selve personifikationen af menneskelig anstændighed og kærlighed mellem mennesker. Og ja; det mener jeg faktisk helt alvorligt, og hvis nogen er uenige, kan de få nogen på låget.
Hvad mesteren naturligvis endnu engang beviste, da han lørdag aften gav koncert i den smukke Fruens Bøge skov i Odense.
Og så igen; der var faktisk ikke så meget tale om koncert, som der var om andagt denne aften. Trods et lydniveau så lavt, at man kunne høre en gigtsvag gråspurv falde til jorden fra de omgivende træer, forholdt det 12.000 tallige publikum sig i nærmest – ja, dér kom den – andægtig tavshed, mens mesterens magi udfoldte sig på scenen.
Helt prosaisk skulle fanden også stå i andet, når tonernes tryllestøv som ”Dance Me To The End Of Love”, ”Anthem”, ”Chelsea Hotel # 2”, ”Hallelujah” og en gudsforgående god og fornemt følt ”Ain’t No Cure For Love” – for blot at nævne fem - gavmildt drysses ud over én i de tre timer, Cohen havde afsat til os.
I den sammenhæng er jeg godt klar over, at de fire stjerner hér kan virke karrige, men når man husker Leonards overjordiske koncert i Forum på Frederiksberg i oktober 2008, så er der MEGET langt op til de seks stjerner for hans vedkommende. Og det skal naturligvis tages som en kompliment.
Men efter to år på turné var der trods alt rutine og træthed at spore i noget at materialet i Odense, selv om så de sublime øjeblikke i koncerten tilføjer netop dét ord helt nye dimensioner.
Lead- og steelguitarist Bob Metzgers loyale og blændende spil koncerten igennem var næsten aftenen værd i sig selv og da specielt i de perioder, hvor det slog gnister sammen med alt-muligmanden Javier Mas på en række strengeinstrumenter, jeg ikke engang kan udtale.
Det var smukt. Det var rigtigt. Det var, ligesom det skulle være. Også selv om rutinen hist og her var ved at snige sig ind.
Men når man – som manden selv synger – er ”born with the gift of a golden voice”, så kan det som helhed næsten ikke gå galt.
Og det gjorde det heller ikke.
