Tager man et skridt tilbage og danner sig et overblik over, hvad harpespilleren Joanna Newsom har nået at udrette i løbet af de blot godt 28 år, hun har tilbragt her på kloden, må man bøje sig i ærefrygt.
Som 20-årig udsendte hun egenhændigt debut-EP’en ’Walnut Whales’, og siden er hun modnet med det ene imponerende værk efter det andet i sit unikke forsøg på at opdatere den barokke klassiske musik til noget, der passer ind i nutidens popmusikalske rammer.
Eksperimentet kulminerede i 2006 med den Van Dyke Parks-producerede ’Ys’, og for tre måneder siden kom så det tredobbelte album ’Have One on Me’, der markerede et skridt i en modsat intim retning for Newsom.
Og det var med vægt på dén plade, at den musikalske outsider troppede op i DRs Koncerthuset med et fem mand stort band bag sig.
”Outsider” kan man kalde Joanna Newsom, fordi hun primært skriver og indspiller sin musik på harpe og klaver og allerede på den måde afskærer den del af musiklytterne, der finder den slags for arkaisk.
Men her til aften understregede hun det, som de af os, der lytter til hendes plader, allerede ved – en drømmeverden åbner sig, når man læner sig tilbage til Newsoms salige toner.
Samlet oplevelse
Iført en grøn kjole lagde den lille kvinde alene for; hun gik på scenen med sin store harpe og gav ’’81’ foran den fyldte sal i Koncerthuset, som udgjorde de perfekte rammer for hendes specielle væsen og den klassisk inspirerede musik.
Aftenens 12 sange strakte sig over mere end 100 minutter, og de otte af dem var hentet fra den aktuelle ’Have One on Me’-plade, hvilket også endte med at blive en lille svaghed ved koncerten – man kunne med fordel have indlagt et par ældre sager frem for de få, mindre stærke nye.
Men koncerten fremstod dog fremragende som samlet oplevelse, der i sin helhed blev præcis så unik og uforglemmelig, som man havde håbet. Og så gjorde det sådan set mindre, om man savnede en gammel sang eller to.
Mellem numrene underholdt Newsom med små anekdoter, hvilket kulminerede, da der blev åbnet op for spørgsmål fra salen midtvejs, mens hun selv stemte sin mangestrengede harpe. Et intermezzo der blandt andet gav os ny viden om, hvilke bøger bandmedlemmerne læser og hvordan koffeinfri kaffe kan retfærdiggøres.
Direkte rørende
Men det var naturligvis musikken, der var i centrum, mens Joanna vekslede mellem harpen og klaveret som hovedinstrument. Tidligt stod særligt ’Easy’ og titelnummeret fra ’Have One on Me’ stærkt side om side med den ældre og spøjse ’The Book of Right-On’.
Newsoms gestik og smil når hun spiller sin musik var en oplevelse i sig selv, som i høj grad løftede sangene fra scenen og ud i salen. Det var direkte rørende at opleve en musiker gå så meget op i sine sange, at man fornemmede det langt ned mellem stolerækkerne.
Og mod slut blev det direkte magisk, da der blev dykket ned i bagkataloget efter ’Monkey & Bear’ fra ’Ys’ og ’Peach, Plum, Pear’ fra debutalbummet ’The Milk-Eyed Mender’, men det var alligevel det nye ekstranummer ’Baby Birch’, der stod som den ellers sammenhængende oplevelses højdepunkt.
Man forlod Koncerthuset en lidt ujævn, men under alle omstændigheder unik oplevelse rigere. En koncert af den slags, der talte til andre sanser end blot hørelsen.
Samtidig fik Joanna Newsom sat en tyk streg under sit musikalske geni og sin kompromisløshed.
Hvis man da skulle have overset/overhørt den på hendes fortrinlige plader.
