Den 30-årige svenske hitvulkan Veronica Maggio har netop udsendt et af årets hidtil mest renlivede, sprudlende popalbum, 'Satan i gatan'
Bare indpakningen, coveret er et imponerende klart statement i sig selv: Veronica med en stor tyggegummiboble placeret midt i ansigtet. Altså – tyggegummipop og kun pop. Pop till you drop.Desværre bristede boblen med et ordentligt klask i Lille Vega torsdag aften.
Siden gennembruddet i 2006 har den halvt svenske, halvt italienske sangerinde og sangskriver rendyrket sin sangskrivning, som svenskerne nu en gang kan og gør med smittende glæde og respektindgydende konsekvens.
Der flyder tilsyneladende én fælles basal blodtype i svenske popmusikeres og produceres årer. Lad os for nemheds skyld kalde den ABBA Rhesus positiv. Landsmanden Robyn har efterhånden udviklet sig til banebrydende popstrateg på linje med Pet Shop Boys og Madonna i 90erne.
Til sammenligning er der en velgørende enkelthed i Maggios sange. Torsdag aften stod hun så på scenen i Lille Vega med en – lovlig – lille håndfuld af de begavede og legesyge popsange. Det var ikke ubetinget en stor oplevelse.
Som Veronica selv sagde det på scenen, ’endelig står jeg her’. Som hun synger i det nye ’Sju sorger’, er det en gammel drøm at komme til København. Ingen tvivl om at den charmerende Veronica Maggio var på en slags hjemmebane.
Faktisk var Lille Vega for en stund blevet til Malmö Vest. Der var rigtig mange, vældig begejstrede svenske fans i salen.
Nu er det sådan med elegant og facetteret albumpop, at finesserne kan kække som et stykke Wasa knækbrød, når det bliver spillet live. Og der var tydelige problemer i Lille Vega. Dels lider sangerinden lige nu af et halsonde, som tydeligt belaster hendes stemme.
Dels omgiver hun sig med et ret så ordinært og ikke mindst decideret gumpetungt band. Ked af sige det, men det tror jeg man kan høre skarpere på de en af de utallige svenske dansband-festivaler.
Uanset i øvrigt hvor meget den storcharmerende blonde sangerinde kæmper for at levendegøre sine sange. Den både kvikke og inderlige ’Alla mine låtar’ lød f.eks. helt ude af sync. Det var Maggio uden magi.
Jo, der var lyspunkter. Den lille perle, ’Snälla bli min’ kun akkompagneret af den kvindelige keyboardspiller. Selv med en belastet stemme – eller måske netop p.g.a. askebægerlyden - var her netop den intimitet og ømhed, som også er en svensk specialitet.
Maggios fine tekster er enkle og langt hen ad vejen forskånet klichéer og den fluffy distance, som danskere ofte forfalder til.
'Jag kommer', nævnte 'Sju sorger' og selvfølgelig ekstranummeret ’Måndagsbarn’ fungerede. ’Måndagsbarn' er et af cooleste skandinaviske pophit de senere år, både i produktion, melodisk og den tvistede, finurlige tekst. Det tog kegler ikke bare hos hjemmebanepublikummet. Hålla käften hvor det svingede. Havde det bare været sådan hele vejen igennem.
Når det så er sagt, var koncerten alt for kort. Ca. 50 minutter. Det er i sig selv ikke ret meget. Men det er alt for lidt, når man betænker billetpriserne. Halsonde eller ej.
Det er muligt, at hun er et mandagsbarn. På den anden side er hun - har jeg en gang læst i et svensk magasin - opkaldt efter en af Cornelis Wreesvijks bedste sange. Det forpligter. Og hun har helt sikkert talentet. Nu mangler hun bare et ordentligt live set-up.
