Hvad er odds på at et rockband 27 år efter sammes debutalbum ikke alene går ud og laver deres bedste nogensinde men også sætter samtlige konkurrenter – både samtidige og yngre – godt og grundigt til vægs? Og da især når omtalte band opererer i dén mest nådesløse ende af rocken: thrash metal?
Well, jeg vil tro, man ville få bedre odds på, at den siddende regering indfrier samtlige deres svigtede valgløfter inden for de næste 14 dage!
Næ, sandsynligheden er ikke stor, men det får være, for de tyske veteraner Kreator overgår sig selv og har begået et noget-nær-mesterværk med deres 13. studiealbum 'Phantom Antichrist'. Dette er ikke alene er et formidabelt thrash metal opus men simpelthen ét af de bedste i genren, siden klassikere som Metallicas 'Kill ’Em All', 'Exodus' 'Bonded By Blood' og Megadeths 'Killing Is My Business…' sparkede det hele i gang for godt et kvart århundrede siden.
Med ”Phantom Antichrist” har Kreator begået en musikalsk gravskrift over en verden i brand og forfald… med apokalypsen ventende lige bag det næste kalenderblad..
Det er et album med en dybde, en dynamik og generelt langt flere musikalske lag, end man normalt finder i denne genre. Fra den mindste hvisken til de mest hæmningsløst kværnende crescendoer er ”Phantom Antichrist” fænomenalt velspillet, totalt kontrolleret og ned til mindste detalje i arrangementerne simpelthen spitzen-klasse, som de siger i kvartettens hjemland.
Fra det hymniske til det hysteriske, fra hvisken til skrig er specielt guitarspillet i særklasse. D’herrer Mille Petrozza og Sami Yli brillerer konstant i såvel i riffs som soli, og uanset hvor hårdt det går for sig i perioder (og det er ret hårdt, folkens) bliver der aldrig givet køb på harmonier og melodier. Men også trommeslager Ventor og bassisten Christian Giesler spiller med en overbevisning og en gejst så imponerende, at man sidder vantro og hovedrystende tilbage efter de godt tre kvarter, albummet varer. Og så bliver man nødt til at starte albummet forfra… blot for lige at være sikker på, man virkelig hørte rigtigt her. Men det gjorde man sgu’! ”Phantom Antichrist” er simpelthen en stor musikalsk oplevelse, som for hver gennemlytning afslører nye fine detaljer og lag. Mageløst!
KREATOR giver koncert i Amager Bio i København sammen med MORBID ANGEL 12. december og dagen efter Voxhall i Aarhus.
KREATOR, 'Phantom Antichrist', (Nuclear Blast/ Warner) ******