Der er ingen tvivl om, at Langer og Christensens lignende stemmer passer godt sammen. Det demonstrerede de allerede på åbningsnummeret. Her trådte de begge ind på en scene, hvor to store mure af Marshall-stacks tårnede op bag dem, klædt i sort og akustisk guitar. De gav en storstilet medley af deres største hits, hvor de skiftedes til at synge hinandens sange. Vi fik for eksempel bidder af 'Kings Garden', 'Breaking News', '11.04 PM', 'Holding On To You' og'Love Is A Losers Game'.
Efter det første nummer blev de akustiske guitarer prompte skiftet ud med elektriske spader. Mads Langer fik nærmest et frisk-tunet eksemplar leveret af en roadie mellem hver sang fremover.
Samtidig præsenterede de også to gode venner - en energifyldt Søren Balsner på bas og en hårdtslående Birk Nevel på trommer – som kom på scenen klædt i kontrastfyldt hvid, og kravlede op på muren af Marshall-stacks bagved, så vi havde bas skarpt til venstre og trommer skarpt til højre. Som kvartet kastede Langer og Christensen sig nu ud i sange fra bagkataloget. Vi fik for eksempel Tim Christensens "Get The Fuck Out Of My Mind" fra solodebuten, "Secrets On Parade", der som sådan holdt vand i den lettere nedbarberede udgave.
Hernæst var det Mads Langers tur, og han kastede sig ud i "Poem With No Rhyme". Derefter fulgte to nye sange. Tim Christensen forklarede, at de begge havde taget opgaven seriøst, så "Mads og jeg har lavet lektier." Den første af de nye sange havde et ganske tilforladeligt omkvæd, mens den anden, "Strangers", havde en guitarfigur der lød som om, at den var plukket direkte fra Crowded House's "Weather With You". Den bød også på en storladen tandem-guitarsolo, men det føltes overraskende tamt. Det var som om de nye sange bare var alt for lange i forhold til, hvad instrumenteringen kunne bære.
Den følelse slog sig for alvor fast, da kvartetten bagefter smed et sikkert kort og spillede Dizzy Mizz Lizzys "Rotator". Var der overhovedet liv i publikum? Det var fra mit synspunkt overraskende at opleve, hvor lidt effekt sådan en dansk rockklassiker havde på det lunkne koncertpublikum.
Det er ikke det faktum, at duoen udgav deres debut-EP, "Side Effects", samme morgen klokken 8, så man ikke har haft tid til at høre de nye numre. Det er for så vidt heller ikke spillelysten der fejler. Det virkede overordnet blot som en lettere ligegyldig affære, fordi det for eksempel ikke syntes som om, at Langer og Christensen udnyttede mulighederne i at være to guitarister på scenen – de spillede meget opad hinanden – og også fordi publikum ikke blev forløst og virkede indlevende.
Publikum fik heller ikke meget hjælp oppe fra scenen, hvor det til tider virkede som om, at Langer og Christensen mere var lukkede inde i dem selv. De talte pænt mellem sangene, men man kunne godt savne, at de trådte mere i karakter og forlangte noget af publikum.
Selvfølgelig skal musikken tale for sig selv, men når en af dansk rocks mastodonter, "Silverflame", bliver præsenteret i en nydelig akustisk udgave der munder ud i den originale solo, fremført som var det 1993, kunne man godt forvente, at mobiltelefonerne bliver løftet, ja, at man som publikum føler sig ramt i mellemgulvet. Soloen fik da kortvarigt hænderne op på publikum i front. Stadigvæk.
Den store forløsning udeblev dog. End ikke fællessang til sidst kunne ændre på det faktum, at det var en mærkelig mut oplevelse at være vidne til. Og det gør ondt at skrive, når man trods alt skriver om nogle af de mest elskede sange i dansk rocks kanon.
Måske det var nerverne der spillede ind, da det jo trods alt var en debutkoncert. Det lod sig også mærke i en smule uenighed om tonearter på scenen. Alligevel havde jeg forventet noget helt andet, end det jeg fik. Mest af alt manglede jeg, at musikken kom ud over scenekanten og at jeg kunne mærke noget nærvær deroppefra. Det kunne jeg ikke. I stedet var det en række gode sange som aldrig rigtig kom til deres ret.
Ærlig talt føltes det til sidst mere som mish mash end mash up.
Mads Langer og Tim Christensen, Grøn Koncert i Kolding, Torsdag
