Den ene lækage efter den anden rammer for tiden musik- og filmbranchen. Efter at filmselskabet Sony har fået lækket både filmmanuskriptet til den kommende James Bond-film og belastende private mails, er det nu blevet sangeringen Madonnas tur til - igen - at blive offer for hacking.

Den 56-årige sanger er snart aktuel med albummet Rebel Heart, men allerede inden pladen er på gaden, er 14 sange nu blevet lækket til nettet. Det er anden gang i samme uge, at hun er offer for et hackerangreb. Sidst var det 10 korte demo-versioner af hendes sange, der fandt deres vej til internettet.

»Kunsterisk voldtægt« og »en slags terrorisme« skrev Madonna på de sociale medier om lækagesagerne, ifølge det amerikanske musikmagasin Billboard. Beskederne fik hun dog hurtigt slettet igen.

I et interview med musikmagasinet udtaler hun sig anderledes forsigtigt:

»Det er tiden vi lever i. Det er skørt. Se bare hvad der foregår hos Sony Pictures. Det er skøre tider. Internettet er lige så konstruktivt og nyttigt til at bringe folk sammen, som det er til at gøre farlige ting og gøre skade på folk. Det er et tve-ægget sværd, siger hun.

I hackersagen hos Sony Pictures, som Madonna henviser til, er FBI nået frem til, at hackerne har forbindelser til Nordkorea. I Madonnas tilfælde er det dog stadig uvist, hvem der står bag.

Hun har tidligere sagt, at alle hendes sange bliver opbevaret på harddiske, man kan have med sig i hånden, og at de i studiet ikke er forbundet til nettet. Samtidig skal folk aflevere deres telefoner i døren, når de kommer. De mange forholdsregler må siges at være forgæves. I stedet besluttede hun den 20. december selv at lægge seks sange tilgængelige for køb på nettet, men få dage efter blev yderligere 14 sange altså lækket fra hendes plade.

Madonna har bedt folk om ikke at lytte til de ufærdige versioner af hendes sange, der florerer på nettet. Blandt de lækkede sange er blandt andet en sang med den amerikanske hitmager Pharrell Williams, der stod bag - ikke landeplagen, men verdensplagen »Happy«.