Ganske hyggeligt som tidslomme-ekspedition, De ved – selv om man skal høre på en farlig bunke vrøvl ind imellem musikken. Men det efterhånden 33 år gamle ska/ popband fra London viste sig at være noget mere end det. Overmåde charmerende for eksempel.
Sanger Graham 'Suggs' McPherson morede sig åbenlyst med at stå på Roskildes scene ('for første gang siden 1956') og fyrede en barrage af brandere af i bedste britiske comedy-stil.
For bare at nævne et par eksempler:
- Jeg ville gerne spille Springsteens 'Born To Run' nu. Men jeg kender ikke den fucking sang. So fuck it!
Eller:
- Det hér er en sang fra en plade, der solgte ni millioner eksemplarer. Ja, ja – det er da flere end fucking Coldplay (med adresse til Chris’ klynkehoveder, som skulle spille efter Madness).
Eller:
Mens den 'aldrende' saxofonist – ifølge Suggs – bliver båret (!) tilbage på scenen efter en pause, sætter sangeren i med en – i øvrigt – ganske fin a capella version af Beatles’ 'Help.
Og så videre og ganske herligt. Men det korte af det meget lange er, at Madness’ sange som 'It Must Be Love' og den uundgåelige og fremdeles fandens charmerende 'Our House' også i 2009 holder fint til et diskret træk med træbenet og et sorgmuntert smil til minde om nogle fede tider, der var engang.
Madness selv tager det tydeligvis heller ikke mere alvorligt end som så. De er en flok gamle hyggeonkler på charmetur, og det giver de sig også fuldt berettiget ud for. Hverken mere eller mindre.
