Ingen anmeldere er helt oppe at ringe dagen efter den store Springsteen-koncert i Parken tirsdag aften, og Bossen får da også noget lunkne anmeldelser.
En hårdtarbejdende Springsteen med arbejdsmoral og spilleglæde, men også en koncert, der aldrig nåede magiske højder, og hvor de meget omtalte lydproblemer i Parken ødelagde store dele af koncerten.
Sådan lyder den korte sammenfatning af anmeldernes dom dagen derpå.
Tirsdag aften spillede Bruce Springsteen alias The Boss for et totalt udsolgt stadion i Parken, men anmelderne er ikke imponerede.
Berlingske giver superstjernen tre stjerner og skriver, at magien aldrig fandt vej til Parken tirsdag aften.
'Måske var forventningerne skruet for højt i vejret efter sidste års lykketræf af en koncert på Roskilde Festival. Måske var det Parkens brutale akustik. Måske var det beslutningen om at spille hele 1975-albummet »Born To Run« fra ende til anden. Måske var det publikum, der var lidt tirsdagsmatte. Måske en kombination. Hvor om alting er, så nåede Bruce Springsteen og The E Street Bands koncert tirsdag aften i Parken aldrig for alvor de højder, som man ved, at de kan præstere, når de er allerbedst.'
Springsteen spillede over tre timer, og det høster anerkendelse fra Berlingskes anmelder:
'Den arbejdsmoral og spilleglæde, manden lægger for dagen, er ganske enkelt enestående, og man kan ikke andet end beundre Springsteens insisteren på, at ing men går hjemed følelsen af, at de ikke har fået noget for pengene. Nogle gange skal der bare mere til. Hvor mærkelig det så end lyder.'
Forårsdag i lydhelvede
Ekstra Bladet giver også kun Københavner-koncerten tre stjerner under overskriften 'Parken smadrede Springsteen', og anmelder Thomas Treo betegner koncerten som 'en forårsdag i lydhelvede'
'Parken har krævet mange ofre i årenes løb, og på en forårsdag i lydhelvede bukkede også Bruce Springsteen under for betonkatedralens komplet uanstændige akustik. Det lignede en god koncert, da en af de mest hårdtarbejdende rockstjerner i showbusiness fremturede i vanlig bombastisk stil, men det lød simpelthen rædselsfuldt. Som en udpint transistorradio skruet op på 11 i en blikspand.'
'Et ensemble bestående af Elvis, Mozart, Sinatra og Hendrix kunne ikke have gennemført en vellykket koncert under de forhold. Men Springsteen og hans E Street Band prøvede ihærdigt foran 50.000 i den udsolgte nationalarena.'
Tirsdagstræt publikum
Mere end sølle tre stjerner bliver det heller ikke til hos TV2s anmelder, som også mener, at publikum var for tamme.
'For det var nemlig en tam omgang koncert, de 47.000 personer var vidne til. Ikke så meget fordi Bruce Springsteen og hans E-Street Band ikke forsøgte, men mere fordi lyden - og i store dele af første halvleg af koncerten - også publikum ikke var helt fremme i skoene. Lyden var som så mange gange før i Parken, ikke som man kunne håbe. Og så blev det en mudret lydaffære i den overdækkede arena. Men heller ikke publikum var helt klar. I den første halvdel virkede folk til at være ramt lidt af det-er-hverdag-i-morgen-syge.'
Tåleligt tomgang og jammerlig ekkodal
Lidt mere positiv er BT's Steffen Jungersen, som mener, Bossen fortjener 4 stjerner, men også han langer ud efter lyden i Parken.
'Chefen var som sædvanlig uimodståelig og i orden foran 50.000 i Parken – men nationalarenaens gebrækkelige lydforhold og perioder af tomgang gjorde, at det alligevel aldrig blev ét af de helt store Bruce-bombardementer.'
'Og så klokken 20.15 kom manden på scenen. Med ’We Take Care Of Our Own’ og følgende melding på et helt tåleligt dansk: ’Hej København! Hvordan går det? Er I klar?’ Jo, det var København da. Men det var dén bedrøvelige betonkatedral, de kalder ’Danmarks nationalstadion’ desværre – som snart sagt sædvanlig – IKKE! Nu må de for helvede snart lære det: Det tager alt, alt, alt for lang til at stille lyden ind, når der er rullet tag henover den jammer- og ekkodal.'