Den her trend med at unge bands spiller musik, som den lød i ”gamle dage”, er bestemt ikke ny, og den har desværre mestendels ført halvhjertede og upersonlige toner med sig. Men The Heavy – som giver koncert på årets Skanderborg Festival – er en fin undtagelse fra reglen.
Musikalsk befinder disse retrodyrkende gutter sig et sted i 1950’erne og 60’erne, hvor den sexede soul og rå rhythm ’n’ blues herskede, og dét havde sådan set givet fin mening, hvis nu de havde været et amerikansk band fra sydstaterne, hvor den slags flyder i årerne fra fødslen.
Men The Heavy er englændere, og det kan bestemt ikke høres. For deres fælles nostalgiprojekt oser af beskidt sort sjæl.
Ikke ulig de amerikanske kollegaer i The Black Keys, der for øjeblikket gennemgår en eller anden form for midtvejsidentitetskrise, så lægger The Heavy vægt på det lumre groove og den gode melodi. Og det fungerer rigtig godt på det meste af deres andet album ’The House That Dirt Built’.
Alle tonerne er hørt før, men alligevel føles det som om, disse briter har noget nyt at byde på især takket være hovedattraktion og forsanger Kelvin Swaby, der lyder som en krydsning af James Brown og en hvilken som helst af den klassiske Chicago-blues’ croonere.
Derfor er det ærgerligt, at The Heavy kun holder dampen oppe i halvdelen af pladens sange, men disse er til gengæld også så stærke og svedige, at det redder bandet en ekstra stjerne i hus.
Referencer til heltene
Som nævnt skal man lige sluge det faktum, at The Heavy reelt ikke har noget nyt musikalsk at byde på, men det kompenserer de heldigvis for med charmen og indlevelsen i deres materiale.
Foruden referencen til Rolling Stones lyder ‘Oh No! Not You Again!!’ som noget, The Sonics ikke nåede at indspille i 60’erne, ’How You Like Me Now?’ emmer af James Brown, mens ’Sixteen’ praktisk talt er en genindspilning af Screamin’ Jay Hawkins’ ’I Put a Spell on You’.
Og i sange som ’Short Change Hero’ og ’Cause for Alarm’ flirtes der med hiphop og r’n’b på samme måde som Black Keys har gjort det på deres seneste plader, og The Heavy klarer det såmænd lige så godt som deres amerikanske kollegaer.
Fest, trods stinkere
Desværre tæller pladen også stinkere som ’No Time’, der lyder som Soundgarden på coke, en malplacerede pompøse ballade ’Stuck’ og en fesen bluessang, ’What You Want Me to Do?’, der understreger, at d’herrer nok bør fokusere på første del af rhythm ’n’ blues-begrebet.
Men disse missere ødelægger ikke det overordnede indtryk af, at The Heavy har begået en fin pasticheplade med masser af sjæl og at frontmand Kelvin er et sandt fund af en forsanger.
Jo, der skal nok blive fest, når de fire briter (formentlig med et blæserensemble i ryggen) spiller på Skanderborg Festivalen om et par uger.
