I snart 20 år har crooneren Stuart Staples stået i front for engelske Tindersticks. Særligt gruppens to første, selvbetitlede plader var usædvanlige i deres miks af Nick Caves drama og Leonard Cohens ballader tilsat Dickon Hinchliffes behagelige og ofte eksperimenterende arrangementer.
Men i 2006 blev sekstetten halveret, og 2008’s efterfølgende album ’The Hungry Saw’ var temmelig anderledes end de tidligere plader – det var en lysere, lettere orkestreret version af bandet, som egentlig lød mere af et Stuart Staples-soloalbum end af Tindersticks.
Den lette orkestrering og manglende musikalske opfindsomhed skyldtes sikkert Hinchliffes exit, men det prøver resterne bandet nu at modbevise med albummet ’Falling Down a Mountain’, der har flere facetter end sin forgænger, men som stadig halter betragteligt på sangskrivningsfronten.
Det åbnende titelnummer vækker ganske vist behagelige minder om tidlig Miles Davis-inspireret Tindersticks, ’Keep You Beautiful’ er en slags loungeudgave af Lou Reeds ’Walk on the Wild Side’ i halvt tempo, mens den æggende Morricone-mariachi-sag ’She Rode Me Down’ bevidner om, at Staples faktisk har humor.
Og ja, så spiller det faktisk.
Spøjst afhop
Desværre holder de gode takter ikke hele pladen igennem – joviale ’Harmony Around My Table’ er en omskrivning af ’The Flicker of a Little Girl’ fra forrige plade, ’Piano Music’ er oppustet ingenting, mens ’Black Smoke’ tegner et billede af dét dér livlige Tindersticks, der ikke virker særlig troværdigt.
Til gengæld er ’Peanuts’ på trods af sin ret fjollede tekst en fortryllende duet mellem Staples og den canadiske muse Mary Margaret O'Hara, der giver en ekstrem sjælden (men udsøgt) optræden på plade. Spøjst afhop, som for en stund skubber d’herrer ud af luksusslabberasen.
Det er lige før, det hæver det hele, og man glemmer, at halvdelen af albummet slet ikke holder vand.
Men også kun næsten.
Tindersticks spiller på Voxhall i Århus den 10. marts og i Københavns Store Vega den 11. marts.
