17-årige Janni Moshage Moldt fra Åabenraa er på udveksling i Bangor, Maine, i USA. Torsdag var hun så heldig at komme helt tæt på det store forbillede til en koncert i Boston.

Danske Janni Moshage Moldt er stor fan af bandet. Og hun har spillet deres sange for sin værtsfamilie mange gange siden august, hvor hun flyttede til Bangor i staten Maine. Derfor var det også oplagt, at de skulle se Lukas Graham spille, da bandet skulle optræde torsdag 12. maj.

Hun dukkede op med værtsfamilien og en veninde tre timer før, at dørene åbnede til koncertstedet. Det var en god beslutning. De var nemlig så heldige at komme ind til en lydprøve. Det var den syvende gang, at hun skulle se bandet optræde live. Sidste sommer kom Janni Moshage Moldt helt tæt på de danske drenge. I forbindelse med en skolepraktik tog hun nemlig billeder af dem på Kløften Festival.

Derfor nærede hun et lille håb om, at de danske drenge kunne huske hende.

»I starten var det kun de andre bandmedlemmer, der var på scenen. Da Lukas kom ind, hilste han på os alle, inden de begyndte at øve. Så kunne jeg høre ham tale til de andre 'Kan I ikke huske hende? Hun tog billeder af os til Kløften Festival sidste år',« siger den store Lukas Graham- fan til BT.

»Jeg blev helt overvældet og utroligt glad over, at han kunne huske mig. Det var jo så længe siden.«

Artiklen fortsætter under billedet.

Her ses Janni Moshage Moldt (i midten) med sin værtssøster og en veninde før koncerten.
Her ses Janni Moshage Moldt (i midten) med sin værtssøster og en veninde før koncerten.
Vis mere

Janni Moshage Moldt forklarer, at hun fik en lille snak med bandet efter lydprøven, hvor der også blev taget billeder og givet autografer.

»Han spurgte, hvordan det gik. Om jeg var på udveksling herovre osv.«

Den lille gruppe blev sat ud i køen igen, men kom ind på forreste række efterfølgende. Bandets forsanger Lukas Graham Forchhammer kunne fra scenen se, at der var en masse danske flag blandt salens 500 publikummer.

»'Der er vist en masse danskere samlet her i dag. Men vi har en helt speciel gæst i dag, og hun har fulgt os rundt omkring det sidste års tid. Vi har også haft æren af, at hun har taget billeder af os'. Det sagde han, mens han kiggede på mig,« siger Janni Moldt og tilføjer:

»Jeg blev bare helt mundlam, fordi alle folk i salen kiggede på mig. Så råbte han, at de alle skulle råbe Kløften, hvor jeg tog billeder af dem. Det var helt vildt fedt.«

Janni Moshage Moldt fortæller, at det var den syvende koncert med det danske band, der hitter i USA. Årsagen til de mange koncerter med det danske band er simpel:

»Jeg holder meget af, at de er helt nede på jorden. De tager sig tid til at snakke med deres fans og sørger for, at alle har en god tid under koncerten. Man føler lidt, man er en stor familie, fordi de er meget nærværende gennem hele koncerten.«

Et eksempel på dette var, da forsangeren kiggede direkte på Janni Moshage Moldt og pegede på hende med mikrofonen, da han sang følgende strofe fra sangen 'Happy Home': I still remember folks even though I rarely meet them.

»Jeg havde slet ikke set det komme. Jeg havde håbet han kunne huske mig, men hvad var chancen for, at han ville gøre det?« siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Her ses Lukas Grahams forsanger til koncerten torsdag.
Her ses Lukas Grahams forsanger til koncerten torsdag. Foto: Jannie Moldt
Vis mere

Ifølge den store Lukas Graham fan, var det en af de bedste koncerter, hun har været til med bandet. Hun fortæller, at de amerikanske fans var bedst til at synge med på kæmpehittet '7 Years', 'Happy Home', 'Drunk in the Morning' og 'Mama Said'.

»7 Years bliver jo spillet herovre hvert tiende minut i radioen eller sådan noget. Så på et tidspunkt stoppede han med at synge, og så sang hele salen omkvædet.«

Janni Moshage Moldt har været på udveksling i Bangor, Maine, siden august på Bangor High School, og hun drømmer om at blive fotograf.