(4/6)

LOVE SHOP: Værdige varer på hylderne

LOVE SHOP, Viften, Rødovre

Well, de dage er velsagtens forbi, hvor jeg kan slippe af sted med en Love Shop anmeldelse ved blot at konstatere, at det var ’såre smukt’. Den kanin har vist været hevet af hatten så mange gange, at der ikke kan være meget pels tilbage på det stakkels kræ. Alligevel må den langørede laban lige trækkes af turbanen endnu engang: for i Rødovre var dét, Love Shop leverede, altså såre smukt.

Igen.

Men naturligvis er Love Shop andet og mere end det. Én af dette bands mange fine kvaliteter er evnen til at slå nogle små stilistiske slag med halen og konstant at udvikle udtrykket uden at give køb på kapellets kerne: de fine melodier.

Således var det et umiskendeligt men overraskende muskuløst Love Shop, man mødte i Rødovre fredag aften. Et Love Shop, som i denne ombæring spiller både nye og gamle sange med en klædelig tyngde – ikke mindst takket være den fremragende guitarist Mika Vandborg, som evner det dér med både at bidrage med råhed og understøtte sangene melodiøst – sidstnævnte var talrige fornemt eksekverede soli alle eksempler på.

Så selv om Love Shop ulykkeligvis har mistet essentielle medlemmer ved først guitarist Hilmer Hassigs og siden mundharpevirtuos’ Henrik Halls død, så er bandet heldigvis og fremdeles en endog meget levende organisme.

Fortiden er noget, man kan mindes med glæde og respekt, men det kan altså ikke nytte noget at blive ved med at dvæle ved den, mine damer og herrer. Gjorde Love Shop dét, ville de blive til en musikalsk mindelund, og det gider Jens Unmack og co. heldigvis ikke. Det turde være understreget af, at bandets sæt i 2012 i høj grad tilgodeser sange fra det aktuelle og glimrende ’Skandinavisk Lyst’ album.

Og ’Brækket dansk’, ’Kvælertag’, ’Sang fra verdens ende (One Hit Wonder)’, ’Mere vil have mere’, ’Så meget er intet værd’ og det formidable titelnummer fra dét album viser sig allerede så tidligt i turnéen som værdige varer på hylderne i kærlighedsbutikken. Ved siden af velprøvede slagtilbud som ’Fremmedlegionær’, ’En nat bliver det sommer’, ’Det tog mig et år’, ’Kræmmersjæl’ og hvad de nu alle sammen hedder.

Det ville så være en sort løgn, hvis jeg påstod, jeg ikke savnede Henrik Hall. Og jo, en forræderisk tåre trængte sig da også fredag aften på i dét sted i dét, som i mine øren er alle tiders Love Shop sang, ’Love Goes On Forever’, hvor Henriks solo altid lå. Nemlig når Jens dér opfordrer publikum til at ’synge den for Henrik’. Publikum i Rødovre reagerede på opfordringen med ét eftertryk, så det lige dér blev bevist, at kærligheden virkelig varer evigt… hvis det skal være på dén måde. Ja undskyld; men så er vi vist tilbage i ’såre smukt’ territoriet igen.

Fire stjerner til endnu en flot Love Shop koncert kan virke karrigt, men det er tidligt i turnéen, og jeg ved jo, at jeg skal have noget at give af, når bandet senere på måneden rammer eksempelvis Danmarks bedste spillested, Amager Bio. Til den tid er de garanteret ikke til at stoppe, og med Jens Unmacks egne ord:

Vi glæder os, så hurtigt vi kan.

LOVE SHOP, Viften, Rødovre

Fire ud af seks stjerner

Læs også: