Love Shop's gudsbenådede mundharpespiller Henrik Hall er død. 62 år gammel.

Henrik Hall, der de seneste år har haft stor succes som solist, er død natten til torsdag, erfarer bt.dk. Han døde i fred i sit eget hjem, omgivet af sine nærmeste.

- Det har været en meget svær kamp. For han ville ikke give op, siger Henrik Halls svoger Hans Lauritzen til bt.dk.



Henrik Hall har de seneste år kæmpet mod en kræftsygdom, som altså natten mellem onsdag og torsdag fik bugt med ham.

- Men han håbede til det sidste, at han kunne komme videre, at han klarede den, siger en meget berørt Hans Lauritzen, som er bror til Henrik Halls kone Ditte.

- Henrik var en af mine bedste venner og samtidig min svoger!

I sit sidste interview fra begyndelsen af januar, fortalte Henrik Hall selv om, at han nægtede at overgive sig til kræften.

- Jeg er meget fighterbetonet. Hvis man giver op, bliver det blot værre, og så går det hurtigt ned ad bakke. Så der er ikke andet at gøre end at kæmpe. Måske man kæmper mod en overmand. Der er jo det dér udtryk: ’Han kæmpede en brav kamp. Men tabte’. Ha ... ha ... Det er jo latterligt, så jeg kæmper videre, sagde han dengang til Ekstra Bladet.



Tilbage i 2008 mistede Love Shop guitaristen Hilmar Hassig, da han omkom ved en trafikulykke. Dengang fandt forsanger Jens Unmack og Henrik Hall sammen på scenen i en mindekoncert for Hassig efter en treårig pause.

Lysten til Love Shop var vakt påny, og sidste år satte bandet den anmelderroste plade 'Frelsens Hær' i verden og planlagde turne. Men kemokure og en blodprop i benet tvang Henrik Hall til at melde afbud. Kun spillestedet Vega fik glæde af en sidste optræden med Love Shop-medlemmet.

- Jeg ville det bare. Så var jeg ligeglad med, om jeg faldt om. Det var lige efter, jeg havde fået blodproppen. Jeg tænkte bare: ’Det skider jeg på.’, sagde han i begyndelsen af året til Ekstra Bladet om koncerten i Vega.

Der er planlagt en ny turné med Love Shop i marts. Det er endnu for tidligt at sige om koncerterne bliver gennemført, siger Peter Sørensen fra koncertbureauet Beatbox:

- Det er med stor stor sorg at vi har modtaget meddelelsen om sangeren, sangskriveren og ikke mindst musikeren Henrik Hall's alt for tidlige død. Henrik har altid været en god ven og en altid velkommen gæst her på kontoret. Hans arbejde med dels Love Shop, dels som solist, har givet os alle utallige store musikalske oplevelser og det er ubærligt at tænke på at vi fremover kun kan opleve dette på de mange plader han heldigvis nåede at indspille. Henrik vil blive savnet helt vildt og vores tanker går til hans familie, nære venner og naturligvis Jens Unmack, udtaler Beatbox i en pressemeddelelse.


Send din sidste hilsen til Henrik Hall ved at klikke her